Gode oplevelser på menukortet
Nedim Hiran (i midten) sammen med Martin og Anna, to af medarbejderne i Maribos populære Café Victoria. Foto: Lisbet Rasmussen
Lisbet Rasmussen
Café Victoria i Lollands Centret i Maribo har plads til 120 gæster og ingen vanskeligheder med at skaffe personale.
MARIBO: Café Victoria er på flere måder en familierestaurant.
Dels er Victoria en familiedrevet restaurant, dels skaber cafeen rammen om mange hyggelige middage og mærkedage i familien - ikke mindst i det store lokale, som cafeen for omkring fem år siden udvidede med, og som er skræddersyet til store arrangementer og familiefester.
Og hvad er mere oplagt her i sommerperioden end at invitere hele familien til at nyde en brunch ved et af bordene i Café Victorias hyggelige, overdækkede udendørs område i hjertet af Lollands Centret.
- Vi har plads til 120 gæster indendørs, og vi har 13 medarbejdere. Otte til at servere og ekspedere og fem i køkkenet, og vi har aldrig haft problemer med at skaffe personale, heller ikke her efter corona, fortæller Nedim Hiran, som sammen med sin svigersøn, Emin, har det daglige overordnede ansvar for cafeen, mens selve ejerskabet af Café Victoria varetages af Nedims datter, Miriam.
- Vores mest populære retter er steaks; men det allervigtigste for os her i cafeen er at gøre gæsterne glade og servere dem en god oplevelse, slår Nedim fast.
Fra fætter til datter
Nedim Hiran er i dag en central figur på Café Victoria; men sådan har det ikke altid været.
- Det var min fætter, som åbnede Victoria tilbage i 2009, og det var først i 2020, da min datter overtog cafeen, at jeg blev en del af den daglige ledelse her, siger Nedim og peger rundt i cafeen, hvor et overdådigt blomsterkunstværk dækker den ene endevæg. Det grønne værk af kunstige blomster har familien selv stået for at arrangere - med svigersøn Emin i front.
- Inden Miriam, min datter, købte Café Victoria i 2020, havde hun frisørsalon i Lollands Centret, og selv har jeg førhen haft pizzaria i både Maribo og Horslunde og været buschauffør, fortæller Nedim Hiran, som stammer fra Kurdistan i Tyrkiet og kom til danske Ishøj i 1974 - otte år gammel.
Cool pizzamand
- Ej, det var da dig, som var i Ömers Pizza, var det ikk? Dengang det var Maribos største og bedste pizzaria og der, hvor alle de unge kom, lyder det fra en gæst i Café Victoria, som har genkendt Nedim. For ganske rigtigt var det ham, som fra 1993 til 2008 serverede pizzaer i Ömers Pizza på Lille Torv i Maribo - først fire år som tjener, siden som ejer.
- Ej, det var da dig, som var i Ömers Pizza, var det ikk?
gæst på Café Victoria
I 2008 solgte Nedim "Ömers" for at flytte tilbage til hovedstadsområdet, som han ellers havde forladt i 1993 for at udskifte en turbulent tilværelse med roen på Lolland.
- Jeg fik et godt tilbud om at drive en café i Ballerup. Men efter seks år valgte jeg igen at flytte til Lolland. Jeg savnede livet i provinsen, hvor alle kender hinanden, og hvor alting er mere afslappet. Lolland er min ø, siger Nedim.
Siden blev det til en del år med pizzaria i Horslunde og bag rattet i busser i pendulfart mellem Nakskov og København, inden Nedim Hiran atter vendte tilbage til restaurationslivet.
- Egentlig har det altid været min drøm at have en restaurant, slutter han.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker