Handelslivet er åbnet op igen

I Maribo Handel håber de nu på, at onsdagsmarkederne om sommeren også kan blive realiseret i år. Måske uden al den underholdning, der plejer at følge med. Foto: Daniel Brøns

Efter en tid, hvor en del butikker lukkede klokken 14 - eller bare var lukkede, melder handelslivet nu, at butikkerne holder normalt åbent i både Nakskov og Maribo - og at omsætningen så småt er på vej op.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Selv om coronaen ikke ser ud til at slippe sit tag i Verden foreløbig, så begynder livet på Lolland at vende tilbage til det normale. Det fortæller blandt andre Birger Christensen, der er formand for Maribo Handel.

- Mit indtryk er, at stort set alle, der har været lukket ned - helt eller delvist - nu er oppe i omdrejninger igen. Og det kan de godt tillade sig, for kunderne har fundet ud af, at det altså ikke er så farligt at gå ud at handle, som de troede i starten af Corona-epedimien, siger han.

Bringer ud

I Maribo har de delvist forsøgt at afbøde virkningerne af frygten for virus ved at bringe varer ud, og det ser ud til at være en succes.

- Vi bringer da cirka 30 pakker ud om dagen til især ældre og svagelige, der er bange for at gå ud at handle, men alle er velkomne til at bruge den gratis service, siger formanden.

Nakskov kører

Også fra Nakskov er der positive meldinger fra Katrine Hartmann, der er fungerende bychef med kontakt til alle butikkerne.

- Det går rigtigt fint her i Nakskov. Stort set alle butikker har åbent, måske lige bortset fra Synoptik, som jeg skal have fulgt op på. Og så er restauranterne jo naturligvis heller ikke åbent, hvis de ikke har take-away, siger hun og fortæller, at 2-3 nye butikker er på vej til byen, der ser ud til at udvikle sig positivt.

Bychefen mener også, at folk generelt kan handle uden den store risiko for smitte.

- Det er mit indtryk, at folk er dygtige til at holde afstand, og man kan jo se, at alle butikkerne følger de retningslinjer, som findes med håndsprit og alt det andet, der er fulgt med epidemien, siger hun.

Marked på vej

Birger Christensen tør godt være lidt mere optimistisk for fremtiden end han var for bare få uger siden.

- Alle ser lidt frem til, at der den 10. maj lukkes lidt mere op, så det kan være, at vi gerne må holde onsdagsmarkederne sommeren igennem, som jo typisk er interessant for turisterne, siger Birger Christensen, der tror, at det har stor betydning, at ingen butikker er lukkede.

De normale åbningstider er i begge byer typisk mandag til fredag fra 10-17 og lørdage fra 10-14. I Nakskov lukker en del butikker dog klokken 13.