Havnetræf døjer med restriktioner

Saxkjøbing Havnetræf.har desværre - som det ser ud nu med de nuværende corona-restriktioner - lange udsigter til igen at være en realitet. Foto: Privat

Tilladelsen til at arrangere Saxkjøbing Havnetræf på den kommunale plads på havnen er på plads med virkning fra 27. april. Men forsamlingsforbud og andre corona-restriktioner ser ud til at holde veterankøretøjerne fra at kunne mødes på havnen en rum tid endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING Hele sidste år blev det ikke til noget med havnetræf i Sakskøbing for veterankøretøjer.

Og i år ser det ligeledes ud til at have ganske lange udsigter til det næste af de ellers meget populære tirsdagstræf. I hvert fald hvis man spørger Henrik Thostrup, der er formand for arrangøren Lolland-Falsters Veteran Klub.

- Vi er enige i bestyrelsen om, at vi venter, indtil der ikke længere er et forsamlingsforbud, som forhindrer os i at være de 200-300 deltagere, som der indimellem kan være til havnetræf. Vi vil heller ikke ud og lege kontrollanter og tjekke folk. Derfor skal vi nok hen sidst på sommeren, før der måske er en chance for et træf. Men vi får se. Vi er klar, så snart vi får muligheden, fortæller Henrik Thostrup.

Sommertirsdage med biler på havnen i Sakskøbing kan stadig nå at blive aktuelt i år, men formanden for Lolland-Falsters Veteran Klub, Henrik Thostrup, ser dog ikke de store chancer. Foto: Søren Rubæk/arkiv
Det er ikke ualmindeligt med op mod 100 veterankøretøjer til et havnetræf i Sakskøbing. Og derfor kan der også på eksempelvis en varm sommertirsdag være et sted mellem 200 og 200 deltagere. Foto: René Larsen/arkiv