Her er vi på fornavn med kunderne

Jan Sørensen (tv) og Anders Jensen ordner mange forsikringsskader også. Her gælder det en ny kofanger. Foto: Daniel Brøns

Selv om man ligger et stykke fra de store byer, så kommer kunderne gerne langvejs fra for at få personlig service hos Næsby Auto, der beskæftiger fire mand med reparationer.

Offentliggjort Sidst opdateret

NÆSBY Da Anders Jensen og Jan Sørensen i 2005 besluttede at danne makkerpar i Næsby Auto i et nyt værksted, kunne de ikke vide, om forretningsplanen ville holde. Lokalområdet er jo ret lille, men det viste sig hurtigt, at der var kunder nok, fortæller Anders Jensen, der ligesom Jan bor lige ved siden af værkstedet.

- Der gik ikke lang tid, før vi kunne se, at kunderne voksede i antal indtil vi i dag har et niveau, som passer meget godt til fire mekanikere, siger han.

Personlig service

De fleste kunder kommer i dag fra Vestlolland, men faste kunder findes på hele Lolland-Falster. Selv kunder fra København og Fyn kommer jævnligt for at få serviceret deres bil her.

- Vi er en del billigere end i de store byer, og så sætter folk pris på den personlige service, siger Jan Sørensen, der ved, at et godt omdømme er helt afgørende, hvis man skal drive forretning i et lille lokalområde.

Svære opgaver

Og kunderne er trofaste. Faktisk så trofaste, at de to partnere har svært ved at huske, hvornår de sidst har måttet vinke farvel til en kunde.

- Vi strækker os meget langt for at hjælpe. Lige nu har jeg brugt lang tid på at finde en reservedel til en meget speciel bil. Sådan et tidsforbrug kan man slet ikke fakturere, men det giver en tilfreds kunde, når vi er færdige, siger Jan Sørensen, der ikke har ambitioner om at blive større.

- Fire mand er helt perfekt. Vi kan have vores specialer, og samtidig er vi ikke større, end at kunderne føler, at vi er tæt på dem og giver en vigtig tillid, siger han. dbr