Hvem vil bruge Hunseby Stadion?
Inge Pabst har bolden, hvis nogen vil spille med den. Og bortset fra de forfaldne reklameskilte, er stadion og klubhus fuldstændig i orden. Foto: Daniel Brøns
Daniel Brøns
Hunseby Gymnastikforening fylder 100 år den 4. februar i en tid, hvor boldbanerne er uhyggeligt tomme. Men det er ikke på grund af corona.
HUNSEBY Fodboldmålene står der. Klubhuset er fuldt funktionsdygtigt. Og selv læ-skurene og de store projektører ude på banen ser ud til at kunne bruges. Kort sagt er Stadion ved Hunseby klar til brug - men der er bare ingen, der bruger det.
Derfor vil formanden for Hunseby Gymnastikforening nu bruge ugens 100 års jubilæum til at slå til lyd for, at byen og dens omegn overvejer, hvad den vil bruge det skønne område til.
- Der er jo ikke længere nok mennesker til at etablere et fodboldhold, så banerne og klubhuset kunne jo fint bruges til andre ting, siger formanden, der forestiller sig, at man kunne holde børnefødselsdage og den slags, hvis familien ikke har så god plads. Men hellere så hun, at nye idrætsaktiviteter rykkede ind.
Komedie og badminton
- I dag har gymnastikforeningen jo kun to aktiviteter: Badminton og den årlige dilettantkomedie, så foreningen kunne bestemt godt rumme mere aktivitet, siger formanden, der oplyser, at badminton dog spilles i Blæsenborghallen - og altså ikke i byen.
Til gengæld foregår dilettant-aktiviteterne i selve Hunseby - nærmere bestemt i Forsamlingshuset, og det er afgjort den aktivitet, som hun selv er mest glad for.
Det er simpelthen så sjovt at være med - og bare skønt når der er premiere og alle sidder og griner og morer sig, siger hun.
Komedie aflyst
Lige for øjeblikket ser det dog ud til, at de aktive - helt undtagelsesvist - får to år til at øve sig på den aktuelle komedie, der skulle have været opført i marts.
- Men med corona-restriktionerne er det jo helt umuligt at øve os lige nu, hvor vi kun må samles fem mennesker, så vi har valgt at udskyde til næste år, siger hun.
I dag består bestyrelsen i gymnastikforeningen af fem mennesker - ud af de cirka 20 medlemmer, der er med i foreningen, der hovedsageligt klarer økonomien takket være indtægter fra den årlige komedie, som deles med foreningen bag forsamlingshuset. At indtægterne så ikke kommer i år, vil ikke til at vælte foreningen økonomisk, forsikrer Inge Pabst, der har lidt på kistebunden til svære tider.
Hunseby i vækst
Og hun tror rent faktisk på, at hendes håb om bedre tider med mere aktivitet kan gå i opfyldelse i de kommende år.
- Jeg kan da se, at flere børnefamilier flytter til Hunseby, og der er også mere gang i aktivitetsniveauet i forsamlingshuset, så der er grund til at tro på, at der også kommer et 200 års jubilæum en gang. Og en ting er sikkert: Har vi først nedlagt stadion, så kommer det ikke tilbage. Det er også en af grundene til, at vi kæmper for at holde liv i foreningen og fortsat afsøger mulighederne for ny aktivitet også.
Seneste artikler
Dropper kirkegård: Stigende interesse for at blive begravet i skoven
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Besparelse splitter byrådet: Nu sænkes beredskabet på øerne