Internationale kunstnere indtager The Green House for en dag

Michael Katchan er fra Australien og illustrator bosat på Lolland. Pressefoto.

Hvad har linoleumstryk, digitale illustrationer og abstrakt kunst til fælles? Alle tre kunstarter kan du opleve d. 15. Oktober i The Green House.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Opskriften er simpel. Nadja, Sergio og Michael er iværksættere og talentfulde kunstnere, der gerne vil inspirere andre til at finde en kunstart til deres magiske hænder. Iværksætter Lolland har stillet The Green House til rådighed til hvad der bliver et hyggeligt åbent værksted og café for alle som afslutning på Maribo Craft Days. Det hele foregår d. 15. Oktober fra kl. 10.00 – 14.00. Du har mulighed for at se dem i action d. 15. Oktober, når The Green House afslutter Maribo Craft Days ugen med et hyggeligt åbent værksted og café for alle.

- The Green House er et mødested. Og der er helt sikkert plads til to internationale kunstnere, der er flyttet til Lolland og en potentiel tilbageflytter, der vil være med til at skabe nogle fede muligheder for folk på Lolland og et fedt fællesskab. Samtidig får de udvidet deres netværk – det er win-win og det er derfor vi eksisterer, siger Nils Lund Pedersen, Formand i Iværksætter Lolland.

Nadja Kaspersen er opvokset på Lolland og snitter værker i linoleum. Hun laver bl.a. linoleumsstriber om forældreskab, kurser og portrætter på bestilling. Sergio Rubio er fra Spanien og bor nu på Lolland, hvor han laver abstrakt kunst i træ og andre materialer. Sergio udstiller under Maribo Craft Days og laver forme til genskabelse af arkæologiske fund. Michael Katchan er fra Australien og illustrator bosat på Lolland. Han streamer sin tegneproces og drømmer om at tegne for Magic The Gathering, der producerer populære spillekort.

På dagen har besøgende ikke bare mulighed for at se dem i aktion, men også selv prøve kræfter med de forskellige kunstarter. Med Nadja er der mulighed for at prøve at snitte og lave et linoleumstryk. Med Sergio kan man lære principperne for abstrakte skulpturer og selv lave en smuk lille abstrakt skulptur. Med Michael kan man lave en fabelagtig tegning – online eller fysisk. Der er materialer til rådighed. Du skal blot medbringe dig selv og en tablet, hvis du vil tegne digitalt. Derudover er der mulighed for at læne sig tilbage i en sofa med en kop kaffe og lidt lækkert eller få et måltid mad, når klokken slår frokosttid.

Find mere info om kunstnerne her:

Nadja: https://www.instagram.com/linoleumsportraetter/?hl=da

Sergio: https://www.instagram.com/sergio_rubio_presa/?hl=da

Michael: https://www.artstation.com/michaelkatchan