Johanne får uventet hjælp

Nicoline, Signi og Johan nyder forårssolen, mens de suser rundt med koste og malerpensler på skonnerten Johanne ved Nakskovs havnefront. Foto: Lisbet Rasmussen

Tre skibsassistent-elever fra skoleskibet Danmark hjælper med at klargøre skonnerten Johanne, efter at en planlagt sejlads til Caribien er aflyst på grund af corona.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Egentlig skulle de tre unge mennesker, som Ugeavisen møder om bord på skonnerten Johanne, lige nu være på vej over Atlanten med kurs mod Caribien.

Sådan var planen i hvert fald indtil midt i marts, hvor Nicoline Søndergaard, Signi Mærsk Svendsen og Johan Ernstberger sammen med skoleskibet Danmarks øvrige 58 elever og skibets professionelle besætning lå for anker ved Tor Bay i England og ventede på at stævne ud på alletiders eventyrrejse.

Men sådan kom det ikke til at gå. For midt i marts, i begyndelsen af corona-æraen, blev skoleskibet hjemkaldt, og besætningen sendt på tidsubestemt landlov.

Johannes lykke

Og hvad stiller man så op, når man er et par unge skibsassistent-elever med maritime drømme, der med frygt ser en kedelig sommer som landkrabber nærme sig?

Man kan eksempelvis bruge sit netværk til at finde noget at foretage sig, som har med hav og sejlads og træskibe at gøre.

- Nogle i min familie kender Johannes ejere, Bertil og Karin. Da vi fandt du af, at de godt kunne bruge arbejdskraft til at få skonnerten klar op til sæsonen, så slog vi til, fortæller Signi, som nu sammen med vennerne Johan og Nicoline svinger gulvskrubber, lakpenlser og malerkoste på skonnerten Johanne, som hvert forår får den store overhaling, inden sejlsæsonen begynder.

Bertil og Karin er naturligvis lykkelige over at få denne ekstra og uventede håndsrækning.