Kom indenfor i Dronningens Pakhus
Normalt er der ingen adgang til Dronningens Pakhus; men snart kan interesserede komme med på en guidet tur rundt i den fredede bygning på Nakskovs havnefront. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Nu bliver det snart muligt at få en rundtur i Dronningens Pakhus i Nakskov - under sikre forhold.
NAKSKOV: Det er en veritabel nyhed, som kommer til at optræde i programmet for kulturdagen i Nakskov 30. september.
Foreningen til Bevarelse af Dronningens Pakhus har nemlig planer om at sikre trapper og planker i et omfang, så besøgende kan lukkes ind for at se det indre af den fredede bygning, som foreningen har masser af fremtidsplaner omkring.
For at kunne lukke besøgende ind i bygningen, skal der sikres efter gældende regler.
- Vi har fundet en løsning, som vi kan overkomme økonomisk. Den går ud på, at vi etablerer en bro indendørs i pakhuset - en slags promenade, der skabes ved at lægge vandfaste plader oven på de eksisterende planker, forklarer John Povlsen, formand for Foreningen til Bevarelse af Dronningens Pakhus.
- Vi har en sikkerhedskonsulent koblet på opgaven, så det vil være sikkert for de besøgende at tage en promenade i Dronningens Pakhus for at få en fornemmelse af, hvad det fredede hus byder på nu og fremover kan bidrage med i profileringen af Nakskov, fortsætter John Povlsen og pointerer, at Dronningens Pakhus som historisk bygning er ganske enestående, ligesom bygningen har potentiale til at blive Nakskovs nye "Folkets Hus".
John Povlsen peger også på et muligt samarbejde med "Art Barns", hvor planen er, at nutidige kunstværker udstilles storstilet i forladte, historiske bygninger.
- Her vil Dronningens Pakhus være en oplagt mulighed, slår han fast.
Foreningen til Bevarelse af Dronningens Pakhus blev dannet i begyndelsen af 2022. Omkring et par hundrede medlemmer kan foreningen indtil nu mønstre.
Har du lyst til at støtte havnefrontens pakhus, så gå ind på Foreningen til Bevarelse af Dronningens Pakhus' hjemmeside og bliv medlem. Samme sted kan du læse mere detaljeret om rundvisningerne under kulturdagen 30. september, når dagen nærmer sig.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker