Kræft-ildsjæl blev hædret
Årets Juletræstænder 2018: Jane B. Andersen - den største ildsjæl i året. Foto: Arkiv
Arkiv
I fredags blev spændingen om årets juletræstænder udløst, og valget faldt på den 67-årige Jane B. Andersen, der gør en kæmpe indsats i blandt andet Kræftens Bekæmpelse.
En ildsjæl, der bruger næsten al sin fritid på at hjælpe andre. Sådan kan man bedst karakterisere Jane B. Andersen, der er folkepensionist og tidligere kundechef i Post Danmark.
Lokalt er hun måske mest kendt som formand for Kræftens Bekæmpelse Lolland, men faktisk har hun været engageret i at hjælpe andre hele sit liv. Blandt andet har hun været med til at arrangere Julemærkemarch siden de første marcher begyndt for omkring 40 år siden. I dag er hun også kendt for at arbejde frivilligt i Røde Kors butikken i Maribo, ligesom hun i Kræftens Bekæmpelse har flere tillidsposter, blandt andet som medlem af regionsudvalget, der skal rådgive politikerne.
Sammen med æren følger 1000 kroner, som hun vil give til Karen Rasmussen, der er en stor drivkraft i kræftcaféerne, og som godt kan bruge pengene som tilskud til de mange udflugter, som hun arrangerer.
- Hun plejer selv at bage kage til turene, så måske skal pengene bruges til ind imellem at købe kage eller andet godt til turen, siger Jane B. Andersen, der er meget beæret over at skulle tænde træet.
- Der er mange andre, der fortjener ære for at gøre en forskel for andre, men jeg glæder mig over at kunne bruge lejligheden til at sætte fokus på kræftcafeen, der er utrolig vigtig, fordi den hjælper kræftramte, der ofte føler sig isoleret i deres sygdom og har svært ved at finde fodfæste under et kræftforløb. Det er utroligt vigtigt, at vi kan hjælpe med at danne netværk, så deres Verden ikke kun er sygdom, men i høj grad også består af tætte venskaber, siger Jane B. Andersen, der i en årrække har boet i sit hus i Museumsgade i Maribo.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned