Kunst, musik og krøllede hjerner
Kristian Markussen og Mette Munch arbejder begge i galleriet både i og udenfor åbningstiden. Foto: Daniel Brøns
Daniel Brøns
Van Gogh, Tove Ditlevsen og Edvard Munch er bare tre af de Verdensberømte kunstnere, der har bevist, at krøllede hjerner man resultere i fantastiske værker. I Galleri Munch og Marcussen har de to ejere også haft deres krøller på tilværelsen, som de deler både privat og i galleriet.
MARIBO Musik, der giver ro i sjælen, fylder lydbilledet, da jeg for første gang træder indenfor i galleri Munch & Marcussen i Vestergade i Maribo. Musikken passer godt til de varme farver på væggene, det bløde lys og de behagelige møbler, der er sat ind i galleriet, hvor billedkunstnere Mette Munch og komponisten og pianist Kristian Markussen deler et galleri. De deler også en fælles hjørnelejlighed, der ligger lige henne om hjørnet. For de har valgt, at Maribo skal være deres hjemsted. En dejlig by med en passende størrelse, hvor man passer på hinanden og generelt er åbne over for, at vi alle har vores udfordringer.
Åbne kunstnere
Og så deler de en skæbne, der rammer rigtigt mange danskere: Begge er de i begyndelsen af deres voksenliv blevet ramt af psykisk sygdom, som har været med til at forme - og til en vis grad begrænse - deres karriere.
Og når man lytter til Kristian Marcussens behagelige musik - og hører om hans uddannelse på konservatorier i Danmark og Østrig, tænker man umiddelbart, at næste skridt måtte være Det Kongelige Kapel eller måske ligefrem en karriere i Paris, London eller Wien. Men sådan skulle det ikke gå. I en alder af 23 år måtte han pludselig afbryde en jordomrejse, fordi han pludselig fik en alvorlig psykose, der krævede indlæggelse. Sygdommen var skizofreni, og den har været hans følgesvend i livet siden.
- Det har dog ikke forhindret mig i at dyrke min karriere i de raske perioder, så jeg har både været tilknyttet Tivolis promenadeorkester, Det danske drengekor og Sjællandske livregiments musikkorps. Men det er svært at gøre rigtig karriere, når arbejdsgiveren med mellemrum må acceptere, at man bliver indlagt i uger eller måneder ad gangen, fortæller musikeren, der har opdaget, at musik og stemninger kan være med til at lindre psykisk sygdom og skabe velvære. Derfor holder han i dag ofte musikalske foredrag, hvor han - med udgangspunkt i musikken og hans egen historie - er med til at skabe oplevelse og debat i kulturhuse, i kirker og på højskoler.
Billedkunstneren Mette Munch deler i mange henseender livshistorie med Kristian, og det er måske en af årsagerne til, at de to faldt for hinanden i et af de foredrag, som Kristian har givet - med Mette Munch som tilhører.
Bipolar lidelse
For Mette Munch kan i høj grad følge Kristian, når han fortæller om sin skæbne. Hun er diagnostiseret som bipolar, og har ofte i livet haft problemer med depression. Men sidste indlæggelse er nu fire år siden, mens den kun er tre år siden, at Kristian har været indlagt.
- Men der er ingen tvivl om, at depressionerne klart er aftaget efter, at vi nu er to, der står sammen, og det er også vores fælles styrker, der har givet os mod og livslyst til at starte galleriet, fortæller Mette Munch, der ligesom Kristian bruger galleriet som arbejdsværelse, så gæsterne kan se, hvordan hun arbejder.
Hendes kunst er i høj grad inspireret af hendes eget liv. Det ser man blandt andet i et stort billede i galleriet, hvor man ser to kærlighedsfugle, der bevæger sig i et landskab med både lyse og dystre toner og med elementer fra deres eget liv.
Mette Munch er også inspireret af andre kunstnere, der ikke har haft det helt let, såsom mexicanske Frida Kahlo, der bruger sig selv i sine selvportrætter og hele livet kæmpede for at nægte at være offer, selv om hun var fysisk ødelagt af polio.
I Mettes Munchs "Kahlo-inspirerede" billeder tager hun i stedet udgangspunkt i sit eget liv, når hun laver sine portrætter med elementer fra de udfordringer, som følger med i livet som bipolar. Man fornemmer dog en stor optimisme i kunsten med fugle, glade farver og lokalt inspirerede motiver fra Maribo, der endte med at blive deres base, da de valgte at flytte permanent sammen for fire år siden.
Kærligheden vigtig
Dengang var det Kristian Marcussen, der måtte flytte væk fra de kendte rammer i København og Ringsted, hvor han tidligere har boet - og det har han bestemt ikke fortrudt.
- Der er en utrolig varm og rolig stemning over Maribo, som man ikke finder mange steder i Danmark, og så er det jo fantastisk, at vi har en stor og dejlig lejlighed i stedet for en lille lige op ad en S-togs-linje, siger musikeren, der suppleres af Mette Munch.
- Havde du spurgt mig for syv år siden, så var jeg nok hellere flyttet væk, for dengang var det jo bare tomme butikker og en by i afvikling. I dag er her bare en helt anden gejst, siger hun.
De har det begge godt med, at de har valgt at være så åbne omkring deres psykiske lidelse, der heldigvis kun plager dem i perioder - og som er et vigtigt redskab i især Kristians professionelle arbejde. Ud over at holde koncertforedrag producerer han også stemningsmusik, terapeutisk musik og samarbejder med musikterapeuter omkring deres mission om at bruge kunsten til bedre mentalt velvære.
Tilgængeligt
Og så deler de begge visionen om, at der skal være let adgang til deres værker, så andre kan lade sig inspirere. Så selv om originalkunst typisk koster flere tusind kroner, så sælger Mette Munch mange af sine værker som artprint, postkort og lignende i begrænset oplag. Og i sagens natur er Kristian Marcussens musik også økonomisk tilgængelig, da den kan reproduceres på CD. Mette Munch fortæller.
- Galleriet udvikler sig hele tiden, og vil man ikke købe kunst eller musik, så kan man få en sludder med os - og måske købe nogle af de flotte genbrugsting, som vi har fundet og sat til salg, siger hun og oplyser, at postkort og issalg måske bliver det næste, der skal trække turisterne ind.
- Og så skal det fortsat være et samlingssted for mennesker, der vil komme og være med, når vi holder arrangementer - eller måske selv vil bruge stedet til det. Det er bare dejligt, når lokalerne bruges af så mange som muligt, siger Mette Munch.
Seneste artikler
Niels ovenpå bronzemedaljerne: - Det bliver svært
NFH vinder første bronze-medaljer: - Bundsolid defensiv præstation
NFH overløber Ikast og snupper DM-bronze
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet
Kasper Roug reagerer på regeringsgrundlag: Her ser han Lolland og Falster
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Indsætter togbusser grundet akut sporarbejde
Kunde angreb ansatte i supermarked