Lokal exit poll ramte næsten plet

Op til valget til Europaparlamentet var stor interesse for at deltage i meningsmåling på Nakskov Gymnasium og HF. Foto: Privat

Elever fra Nakskov Gymnasium & HF brugte valget til undervisningsopgave og kom godt i land med både meningsmåling og exit poll.

Offentliggjort Sidst opdateret

I forbindelse med Europaparlamentsvalget 26. maj foretog elever fra 2.b på Nakskov Gymnasium & HF en exit poll samt en meningsmåling om det forestående folketingsvalg.

- Undersøgelsen skulle bruges i undervisningen i samfundsfag, idet klassen blandt andet arbejder med vælgeradfærd samt statistisk usikkerhed, forklarer Johanne Rasmussen fra 2.b.

Statistisk usikkerhed

I undersøgelsen deltog 132 vælgere fra valgstedet på Nakskov Idrætscenter.

Som eksempel forklarer Johanne Rasmussen:

- Ifølge 2.b's exit poll ville Socialdemokratiet få 47 procent af stemmerne ved valgstedet. Dog er der en statistisk usikkerhed på +/- 8,5, hvilket vil sige, at man kan være 95 procent sikker på, at Socialdemokratiet ville få mellem 38,5 og 55,5 procent af stemmerne (konfidensintervallet). Valgresultatet viste 39,7 procent til Socialdemokratiet (ved valgstedet på Nakskov Idrætscenter).

Acceptabelt resultat

Så Johanne og resten af 2.b kan konkludere:

- Samlet set har exit poll'en ramt nogenlunde acceptabelt. Især taget den forholdsvis beskedne stikprøvestørrelse i betragtning.