Mere optimisme i butikkerne

Birgitte Ledam bruger lidt for meget af sin tid på online-salg, og har bestemt tid til flere kunder i butikken. Foto: Daniel Brøns

Optimismen har det en del bedre nu da foråret og varmen kommer - og regeringen er på vej med opblødning af de stramme regler, så også frisører og terapeuter kan åbne i bygaderne. En af optimisterne er Birgitte Ledam fra tøjbutikken Ledam. i Maribo. Omsætningen er for tiden på omkring det halve af det normale, trods det, at hun også har en webshop. Men hun tror på normale tilstande snart.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO På en solskinsdag i tøjbutikken Ledam i Maribo er det svært at bevare pessimismen her under coronakrisen, og butikkens ejer Birgitte Ledam er da også forsigtigt optimist.

- Siden påsken er det begyndt at gå lidt fremad, så mon ikke vi ligger på omkring det halve af normalen, siger butiksejeren, der holder normalt åbent - præcis som hun mener, at andre butikker bør gøre.

- Det tager kun en uge at lukke en by, men flere år at gøre den attraktiv igen, så det er ikke en vej, som vi skal gå ned ad, siger butiksejeren, der - ligesom andre i byen er ramt økonomisk - og er presset af, at mange af hendes bestillinger til butikken jo er lavet, inden krisen satte ind.

- Så jeg har jo regninger for varer liggende, uden at salget følger med, siger hun og fortæller, at hendes revisor undersøger, om støttepakkerne kan hjælpe. Men det er kompliceret. En af de relevante ordninger kunne være støtten i tre måneder til små erhvervsdrivende på op til 23.000 kroner om måneden, hvis man har en nedgang på mindst 30 procent, og tøjbutikker i Maribo oplyser typisk et fald på helt op til 80. Birgitte Ledam opfordrer dog til at holde hovedet koldt.

- Vi skal altså gerne snart op på 80-90 procent af det normale. Det skal vi, for der er jo en grænse for, hvor længe vi kan klare at arbejde uden at få løn for det.