NHE støtter Axeltorv-projektet

Plads til udendørs servering og beplantning med træer indgår i masterplanen for Axeltorv. Foto: Plantegning: SLA, Niras og Lolland Kommune

Nakskov Handel & Erhverv erklærer sin støtte til Nakskov 2030 og det meget debatterede projekt om Axeltorvs fremtidige forvandling.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV - Nakskov Handel & Erhvervs rolle har været og er at være bidragyder til debatten på linje med mange andre interessenter, hvad enten det er i forbindelse med Nakskov 2030, private investorer eller Lolland Kommune, understreger foreningens formand Ronni Hansen, inden han på vegne af Nakskov Handel & Erhvervs (HNE) bestyrelse kommenterer den aktuelle debat om Axeltorvs fremtid.

- Det er meget vigtigt at understrege, at NHE ikke er den eneste forening, der har kommenteret på projektet, og at der har været en grundig proces med adskillige borgerinddragelsesmøder gennem årene. NHE har som en naturlig del deltaget i afdækningen af behovet på og omkring Axeltorv, siden processen startede i 2014 med projektet "Midlertidige byrum", sigre Ronni Hansen og fortsætter:

- I arbejdet med Axeltorv er NHE´s fokusområde ikke på farvevalg af belægning eller antallet af træer, men på at fremtidssikre, at det bliver endnu mere attraktivt at drive erhverv omkring Axeltorv og samtidig sikre et funktionelt og fleksibelt torv, der kan agere som byens hjerte for fremtidens generationer. Det mener vi, at projektet opfylder.

- Axeltorv skal kunne rumme arrangementer som koncerter, sommerunderholdning, juletræstænding, julemarked, fødevaremarkeder, markedsdage og torvesalg - ikke kun afholdt af NHE, men også af andre aktører og foreninger. I den forbindelse er NHE en naturlig samarbejdspartner i forhold til placering af f.eks. strøm- og vandudtag, placering af juletræ, flaghuller, fæstningsøjer og hvad NHE ellers kan bistå Nakskov2030 med i processen.

- Det er ærgerligt, at den mellemlæggende periode, siden SLA præsenterede deres planer for Axeltorv og til nu, i manges øjne har fået projektet til at fremstå som nyt.Det er det ikke. Det er det projekt, NHE har fulgt igennem hele processen, og vi er glade for at se, at mange af de bidrag, borgere og foreninger er kommet med, er indarbejdet i projektet.

- NHE støtter Lolland Kommune og Nakskov2030s igangværende borgerinddragelse og ser frem til en konstruktiv proces, hvor vi holder fokus på det vigtigste, nemlig at Axeltorv skal have et løft, slutter Ronni Hansen.