Oliver er yngst på gokartbanen

Oliver er klar til træning på Rødby Karting Ring, som er en af Danmarks største gokartbaner på 1.250 meter. Foto: Lisbet Rasmussen

Oliver på 9 år elsker at køre gokart. Og skulle hans største drøm gå i opfyldelse, så ender den unge lollik som Formel 1-kører.

Offentliggjort Sidst opdateret

HALSTED RØDBYHAVN Flere gange om ugen hægter Kim Hjordrup den ombyggede cargotrailer bag på bilen og kører af sted med sin søn, 9-årige Oliver, på passagersædet.

Destinationerne er forskellige men har dog det til fælles, at de er baner, hvor man kan køre med gokart.

- Vi besøger banerne op til de enkelte løb for at prøve dem af, så Oliver lærer banen at kende inden et løb, fortæller Kim Hjordrup.

Oftest tager de to dog til banen i Rødbyhavn. Den ligger helt ude bag det aktuelle Femern-forbindelse-byggeri. I skyggen af enorme vindmøller og med udsigt til bjerge af byggematerialer.

Her på Færgevej 26 har Rødby Karting Ring adresse - en af Danmarks største gokartbaner, netop godkendt til internationale løb.

Oliver og Kim Hjordurp kører afsted for at træne på diverse bane flere gange om ugen. Hjemmebanen er dog i Rødbyhavn. Foto: Lisbet Rasmussen

Et år med 6 pokaler

Når Oliver kører løb, repræsenterer han Rødby Gokart-klub, og det går rigtig godt.

- I år har jeg vundet 6 pokaler, fortæller Oliver stolt og remser op:

- 4 guld, en sølv og en bronze.

At han er klubbens og Lollands yngste gokartkører gør jo bare det hele endnu mere flot og overvældende.

Lige nu kører han efter at komme på podiet, når der er SM (Sjællandsmesterskab) 2021 i Rødbyhavn her i august.

Lige som alle, der spiller lotto, drømmer om den store gevinst, drømmer enhver gokartkører om at blive Formel 1-kører.

Det gælder også for Oliver.

- Alle Formel 1-kørere er begyndt med at køre gokart, så det kan jo ikke afvises, griner Kim Hjordrup.

Men selvom den drøm sandsynligvis ikke går i opfyldelse, så er Kim stolt af sin søn:

- Han er den yngste kører på Lolland. Til næste år rykker han op i juniorklassen. Det er i sig selv også usædvanligt. For der er ikke mange, som er rykket op så hurtigt, fortæller han.

Topfarten for Oliver i gokart ligger på omkring 87-88 kilometer i timen. Foto: Lisbet Rasmussen

Dyr og krævede sport

Det er flere år siden, at Kim Hjordrup på grund af en ødelagt ryg måtte forlade arbejdsmarkedet.

- Det er derfor, at jeg har tid til at køre rundt med Oliver til de baner, hvor han er nødt til at træne flere gange om ugen, hvis han skal være med i toppen af gokart-verdenen, fortæller Kim.

Oliver elsker at køre. Han slider 12 sæt dæk op om året, for det går hurtigt, når han suser rundt på gokart-banerne. Når det går rigtig godt, er farten på omkring 87-88 kilometer i tímen.

I Halsted, hvor familien bor, tøffer lillebror Oskar på 3 år lige nu rundt på en lille plastiktraktor - men måske får også han lyst til at suse rundt i en gokart, når han bliver lidt ældre.

Det håber både storebror Oliver og far Kim Hjordrup.

Et lige så stort håb er det, at flere sponsorer får øje på Oliver, så han gennem økonomiske tilskud får bedre chancer og større muligheder for at suse frem i gokart-verdenen.

- Gokart er en dyr sport og desuden svær at finde sponsorer til, siger Kim Hjordrup (th) Foto: Lisbet Rasmussen
Orange er Olivers yndlingsfarve. Foto: Lisbet Rasmussen