Returpant på visse bestsellere

Jonna Juul hos Bog & Ide i Lollandscentret var ved at gøre klar til det koncept med pant på visse bestsellere da Lollands Posten var på besøg. Det er klar til benyttelse i denne uge. Foto: Lise Ravnkilde

Klub Bog & idé indfører koncept med returpant på bestsellere. Aflever en bestselle, når den er læst, og få 25 procent af prisen til brug på nye indkøb.

Offentliggjort Sidst opdateret

Returpant på bøger, der bliver afleveret i boghandlen igen. Akkurat ligesom danskerne kender det fra systemet med flaskepant, når flaskerne bliver afleveret i supermarkedet.

Det er et nyt koncept, som Danmarks største boghandel, Bog & idé, lancerer i deres 119 butikker landet over, derfor også hos den lokale Bog & Ide i Lollandscentret.

Det er nogle af tidens bestsellere, som kunderne som kan modtage returpant for, forudsat at bogen oprindeligt er købt i Bog & idé. Kunden skal blot komme med bøgerne minimum tre måneder efter købsdatoen - og have kvitteringen med.

Med et medlemskab af Bog & idés kundeklub får kunden en returpant på 25 procent af købsprisen, som kan bruges på nye indkøb. Medlemskab er gratis og kræver blot, at kunden registrerer sit navn og sin e-mail. Pant bliver udstedt som et tilgodebevis til Bog & idés fysiske butikker.

Tanken er, at de returnerede bestsellere sidenhen skal sælges igen og på den måde blive læst flere gange. Der kommer dog til at gå nogle måneder, inden det bliver muligt. Der skal jo først komme nogle bestsellere retur.

De indleverede bestsellere vil kunne købes for 50 procent af nyprisen. Når kunden har læst den brugte bestseller, kan han eller hun komme ned i butikken igen og få et tilgodebevis på 25 procent af den pris, vedkommende gav for den brugte bog.