Roar er årets Sandby'er

Årets borger i Sandby med blomster, nøgle og mundbind samt Lis Pepping med åbent visir. Foto: Kirsten Knudsen

Roar Sæther er blevet hædret med titlen "Årets borger"i Sandby.

Offentliggjort Sidst opdateret

SANDBY Den første lørdag i et nyt år holder "Beboerforeningen 4912", som hentyder til Sandbys postnummer, nytårskur.

I 2020 introducerede brugerbestyrelsen ved Sandby Kulturhus et nyt initiativ, som går ud på årligt at udnævne en person til "Årets Borger" i Sandby.

Og det er altså ikke en titel, som bare kommer dumpende ned i skødet på én. Nej, man skal gøre sig særligt bemærket og særligt fortjent til at erhverve den fornemme titel.

I år blev nytårskuren aflyst på grund af corona-restriktioner, men alligevel skulle "Årets borger" udnævnes.

Titlen er i år tilfaldet Roar Sæther, som er tilflytter fra Sjælland og med rødder i Norge.

Brugerrådets formand, Lis Pepping, stod for udnævnelsen og overrækkelsen af "Landsbynøglen", som Roar har ret til at bære i 2021 - som tegn på, at han er "Årets Borger" i Sandby.

Lis Pepping begrundede udnævnelsen således:

- Roar har gjort sig fortjent til titlen og nøglen, fordi han er en ildsjæl med interesse for det sociale og kulturelle liv i Sandby. Fordi han har engageret sig i årets kabaret, og fordi han har stiftet Sandby Musikværksted, som har til formål at samle unge og ældre
med interesse for sang og musik.