Så skal der danses ballet på Sydkajen i Nakskov

Kongelige balletsolister Ryan Tomash og Astrid Elbo. Foto: Camilla Winther

Den største gratis sommerturné i Det Kongelige Teaters historie lægger vejen forbi Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Rygterne har svirret; men ganske vist har det ikke været. Det er det nu.

Til sommer får Nakskov besøg af Den Kongelige Ballet, når Det Kongelige Teater gennemfører den største udendørsturné til dato. Kongelig Sommerballet besøger i alt 12 byer i Danmark; mens Opera i det fri lægger vejen forbi andre 12 danske byer.

Pas de deux på Sydkajen

Det kan noget ganske særligt at sidde med en picnickurv i den danske sommeraften med familie og venner, mens dansere fra Den Kongelige Ballet optræder live.

Det kan balletglade vestlollikker se frem til, når Kongelig Sommerballet kommer til Nakskov lørdag 18. juni og giver forestilling på Sydkajen klokken 16.

Forestillingen, som foregår under åben himmel, er ganske gratis.

Tilløbsstykke

Kongelig Sommerballet har eksisteret siden 2006 og trækker hvert år tusindvis af publikummer ud i sommervejret for at se ballet under åben himmel.

Alle steder har publikum været begejstrede for denne særlige oplevelse. Det er altid noget af et tilløbsstykke, hvor både garvede balletomaner og nye balletelskere mødes i det fri.

Kongelig Sommerballet placerer ofte sine forestillinger i meget utraditionelle omgivelser.

Således også i Nakskov, hvor balletdanserne skal lave pirouetter på en veritabel byggetomt, nemlig på den endnu ubebyggede grund, som i mange år har gået under navnet Mørtelværksgrunden; men i dag oftere betegnes Sydkajen.

Programmet for Kongelig Sommerballet offentliggøres 18. maj.

Balletbesøget i Nakskov er kommet i stand i et samarbejde med Lolland Kommune og Nakskov Handel & Erhverv.