Sidste pizza fra Mario
Mario og Bente under sydens palmer, som prydede væggen i deres pizzabar i Nygade. Her foreviget i forbindelse med Marios 60-års fødselsdag i 2017. Foto: Lisbet Rasmussen
Lisbet Rasmussen
Efter 28 år lukker Bente og Mario Marchioni deres pizzaria i Nygade 26 i Nakskov.
NAKSKOV "Det er intet mindre end en katastrofe. Aldrig mere verdens bedste pizza", lyder en af de utallige og nærmest fortvivlede kommentarer på facebook, efter at Bente og Mario Marchioni omkring årsskiftet annoncerede, at nu var det slut med pizzabageriet i Pizzaria Bella Italia i Nygade.
- Det har ikke noget med corona at gøre, at jeg har besluttet mig for at lukke pizzaria'et. Men 11. december sidste år fyldte jeg 63 år, og så gik jeg på efterløn, afslører Mario, som i adskillige år har været på udkig efter hjælpere i pizzaria'et eller allerbedst en anden italiener, som ville overtage forretningen.
Det er ikke lykkedes, så nu må Nakskov sige farvel til den populære pizzabager, som gennem årene har fået ry for at levere byens bedste pizzaer. For nu orker den ungdommelige 63-årige ikke længere at stå ved disken og ved bageovnen 12-13 timer i døgnet.
- For ikke at tale om al papirarbejdet, sukker han.
Trommespil i haven
Mens hustruen Bente ikke forlader arbejdsmarkedet lige med det samme og derfor er på udkig efter nyt job, har Mario tænkt sig at tage sine gamle, musikalske interesser frem igen.
- Jeg har studeret musik og er uddannet trommeslager. Så nu vil jeg til at finde både mine musikbøger og mine instrumenter frem igen, siger Mario, som kom til Danmark fra Napoli i 1983.
Og hvis bare solen ville skinne lige så meget her på disse breddegrader som i Napoli, der har 300 solskinsdage om året, så ville Mario med glæde tage trommerne med ud i haven ved huset i Horslunde og spille for både fugle og folk.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned