Solceller skal ud til forbrugeren

Sådan ser flere og flere landskaber ud på Sydlolland. Og det kan ifølge en energiprofessor slet ikke betale sig, og regningen får forbrugerne. Foto: Daniel Brøns

Den voksende mængde af solcelleparker på Lolland er samfundsmæssigt en rigtig dårlig løsning. Strømmen skal nemlig flyttes over hundrede kilometer væk. Men i stedet for at lade solcelleparken selv stå for at betale for at transportere sin strøm til aftageren, lander regningen hos de danske forbrugere. Brug i stedet vores hustage - og lad jorden være til landbrug, skov og turisme, lyder det fra eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Modstanden mod solcelleparker handler ikke kun om tab af landbrugsjord og landskabelige herlighedsværdier. Det handler i høj grad også om, at parkernes placering på Lolland er en rigtig dårlig løsning økonomisk.

Det mener Professor ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen, der er en af Danmarks førende forskere i grøn energi. Han undrer sig over, at man ikke har bedre regler for etablering af solceller i Danmark, og at et stigende antal af solcelleparker får etableringstilladelse uden der er regler for, hvor de hensigtsmæssigt kan placeres.

- Den eneste grund til, at man kan få økonomi i parkerne på Lolland er, at lovgivningen er lavet sådan, at solcelleparken kan aflevere strømmen til energinet, der er tvunget til at aftage den, selv om det ikke kan betale sig, fordi kapaciteten skal udvides voldsomt for at sælge strømmen til slutbrugeren, der typisk vil være i hovedstadsområdet, siger han og forklarer, at Energinet er ejet af staten, og regningen derfor ender hos skatteborgerne.

Producer ved forbrugeren

I stedet for at betale millioner af kroner på transport af el, foreslår Brian Vad Mathiesen, at man i stedet benytter sig af de bygninger og det elnet, der allerede findes i nærheden af forbrugerne.

- Sætter man solceller op på tagene af sportshaller, parkeringsanlæg, institutioner, industribygninger og andre store flader i Storkøbenhavn, hvor strømmen skal forbruges, så kan strømmen i langt flere tilfælde ledes direkte ud til slutbrugeren uden at skulle udvide nettet, forklarer han og oplyser, at det desværre er sådan i dag, at man grundet lovgivning ikke umiddelbart kan etablere en solcellepark på private villaer - og på den måde flytte parken ind i byen.

Investorer opmærksomme

En af de store investorer i grøn energi Difko bekræfter, at det ikke er enkelt at flytte solcelleprojekterne over på hustagene.

- Lovgivningen kræver, at bygningens ejer også er ejer af anlægget og forbruger af strøm fra anlægget, så det sætter sine begrænsninger, og det er uheldigt, for der er et stort behov for energi i byerne, hvor der netop er mange uudnyttede tagflader, siger Søren Brøcker, der er projektchef inden for grønne

investeringer i Difko

Han vurderer, at solceller på tage normalt vil være mere omkostningstungt end på landbrugsjord, men medregner man distributionsomkostningerne til slutbrugeren, bliver regnestykket anderledes.

- Distributionen kan sagtens være så omkostningstung, at det for samfundet bedre kan betale sig at etablere solcelleanlæg i byerne, men det er jo en politisk afgørelse, hvordan man ønsker de ordninger, siger han og oplyser, at Difko derfor lige nu arbejder med at udvikle løsninger, der gør det attraktivt for ejerne af store tagflader at etablere solcelle-anlæg uden selv at skulle drifte dem.

Men man kunne få endnu flere projekter op i byerne, hvis det var lige så enkelt at opsætte solcelleparker i et villakvarter som på marker ude på landet.

- Lige nu er det ikke en mulighed, så det er ikke noget, som vi regner på, siger projektchefen, der håber, at liberalisering i de kommende år vil give bedre muligheder for at udnytte både net og hustage optimalt.