Sommerhusejer bekæmper sheltere
Carsten Eierdal ved sit sommerhus. Lige på den anden side af hækken ligger kolonien. Du kan se et billede af kolonien på forsiden af denne avis. Umiddelbart til venstre for forsidemotivet ligger Carsten Eierdals grund. Foto: Daniel Brøns
Daniel Brøns
Carsten Eierdal, der har sommerhus ved Stødby Strand føler sig kørt over af Lolland Kommune, der vil anlægge en shelterplads lige ved hans hus. Kommunen ser at alt er kørt efter bogen.
STØDBY STRAND Først rydder man grunden, så laver man en plan over, hvad der så skal ske. Og til sidst - lige inden man er klar til at rykke ind med gravemaskinerne - så beder man naboerne om deres kommentar.
Sådan oplever Carsten Eierdal forløbet efter at Lolland Kommune har besluttet at omdanne feriekolonien Stødby Strand til en form for shelterplads med en kæmpe åben bålhytte med plads til 40 gæster - lige på den anden side af hans hæk. Og indtil nu har han samlet 32 underskrifter mod projektet.
Bålhytte som nabo
Når han i forvejen er nabo til en - nu delvist nedrevet - feriekoloni, kan man måske undre sig over modviljen over en ændring af bygningerne, men Carsten Eierdal er ikke i tvivl om, at den nye anvendelse bliver helt anderledes end nu.
- Indtil nu har gæsterne jo opholdt sig meget indendørs og været en afgrænset gruppe. Nu foregår alt udendørs med langt mere støj naturligvis - og hvem som helst kan booke det, så man ved aldrig, hvem der tager ophold inde ved siden af, om de fester hele natten og den slags, siger han.
Fik sent besked
Allerede i august hørte Carsten Eierdal dog rygter om planerne - men kunne ikke få noget officielt fra kommunen. Derfor startede han - uden at vide, om planerne var reelle - sin underskriftindsamling.
- Det er utroligt, at alle naboer i de tilstødende grundejerforeninger Maglehøj Strand og Stødby Strand ikke har fået brevet om høring. Kun jeg og fire andre har fået besked - og først nu, siger Carsten Eierdal, der mener, at man hellere skulle bygge sommerhuse og flytte shelterplanerne langt ud på landet.
Kommune forundret
Formanden for Teknisk Udvalg i Lolland Kommune Leif Utermöhl (A) er forundret over den vrede sommerhusejer.
- Måske har han håbet at de sidste fem års totale ro derinde ville fortsætte, for stedet har været slidt og for forfaldent til at være attraktivt. Men der har jo altid været koloni, og jeg kan ikke se, at den nye koloni kommer til at støje mere end tidligere, for der er ikke lagt op til at andre end foreninger kan booke det. Desuden har grundejerforeningen Stødby Strand over for mig ikke vist modvilje overhovedet, siger han og oplyser, at han nu vil dobbelt-tjekke, om alle er blevet inddraget i høringsfasen, ligesom han vil se, om Maglehøj Strand-beboerne også bør informeres.
- Men planen er at få bygget hen over vinteren til glæde for foreningslivet, og jeg tror også, at naboerne vil synes, at det er betydeligt kønnere end de nedrevne bygninger.
Underskrifterne ligger på www.kortlink.dk/28x2w
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik