SOSU'er fejrer 30 år ved Klokketårnet
Vandreudstillingen har tidligere været ved Christiansborg. Pressefoto.
Pressefoto
En stor vandreudstilling, der hylder 30 år med SOSU’er, kommer nu til Nakskov. Mød blandt andet 12 personer, der viser taknemmelighed i billeder og ord.
NAKSKOV: Kendte og ukendte danskere udstiller deres taknemmelighed for SOSU’ernes arbejde i vandreudstillingen #taksosu i forbindelse med SOSU-uddannelsernes 30 års jubilæum. Blandt andet er tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen portrætteret i udstillingen.
I 30 år er der blevet uddannet social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere og der er i dag cirka 75.000 SOSU’er i hele landet. Det er vigtigt, for hver dag får omkring 300.000 borgere besøg af en social- og sundhedshjælper eller –assistent.
Formålet med udstillingen #taksosu er at sætte fokus på de mange situationer, hvor faglighed, relationsarbejde og menneskelig omsorg gør en vigtig forskel for hundrede tusindvis af mennesker. Det er vigtigt i en tid med store rekrutteringsudfordringer, både i kommuner og regioner. For om ti år kommer vi på landsplan til at mangle ca. 40.000 medarbejdere, hvis ikke flere end i dag uddanner sig og bliver i faget.
Stor taknemlighed
I udstillingen medvirker 12 borgere, pårørende og fagpersoner, der har fået hjælp fra en SOSU. Blandt andre tidligere ministre Britta Schall Holberg og Uffe-Ellemann Jensen, samt forfatter Thomas Bredsdorff og erhvervsmand Christian Kurt Nielsen.
”SOSU’erne var et vigtigt led i min helbredelse for de skabte den venlige stemning, der er med til at gøre, at man bliver rask.” Sådan sagde tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen om sit sygdomsforløb i sensommeren 2021, da han blev interviewet til sit portræt i udstillingen #taksosu.
De 12 portrætterede personer i udstillingen har alle hver deres historie at fortælle. Om hvordan de oplevede et sygdomsforløb hos dem selv eller en pårørende og hvilken betydning SOSU’erne havde for deres oplevelse. Det er rørende fortællinger, der griber om hjertet og prikker til sjælen.
Åbning i Nakskov
Udstillingen bydes velkommen i Nakskov fredag den 2. september kl. 13.30 af Borgmester Holger Schou Rasmussen på det lille torv ved Klokketårnet på gågaden. I dagens anledning vil undervisere og SOSU-elever fra SOSU Nykøbing Falsters afdeling på Campus Nakskov uddele jubilæumsmuffins til de forbipasserende.
Udstillingen kan opleves i Nakskov indtil 11. september, hvorefter den vandrer videre til torvet i Nykøbing F, hvor den vil stå 12.-18. september. Derefter fortsætter den sin færd videre til Vordingborg.
Vandreudstillingen turnerer rundt i landet fra by til by i hele 2022 og man kan også følge den på de sociale medier under navnet #taksosu. Udstillingen er udarbejdet af Danske SOSU-skoler i samarbejde med Alzheimerforeningen, Dansk Handicap Forbund, Scleroseforeningen og Ældre Sagen.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker