Stor enighed om at flytte kong Chr. X

SLAs skitse over Axeltorvs fremtidige look. Foto: SLA

Arkitektfirmaet SLA vandt i samarbejde med kunstner Morten Stræde konkurrencen om at projektere Nakskovs fremtidige arkitektoniske profil - herunder nytænkning af Axeltorv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag aften i sidste uge blev Axeltorvs fremtid beseglet.

I Bibliotekets mødesal summede det af liv, mens de fremmødte fandt deres pladser ved de borde, hvor de i løbet af faftenen skulle deltage i en workshop i grupper.

Deltagerne til mødet var indbudte medlemmer af byrådet og følgegruppen for Axeltorv, som består af forskellige beslutningstagere samt folk, der har en tilknytning til torvet, enten fordi de bor der eller har forretning eller ejendom på byens centrale torv.

Nicoline Madsen og Anne Kathrine Esbjerg fra arkitektfirmaet SLA sammen med kunstner Morten Stræde under onsdagens fremlægning af visioner for Axeltorv. Foto: Foto: Ingrid Riis

To meget ens forslag

Viceborgmester og næstformand for Teknisk Udvalg, Henrik Høegh (V), bød velkommen, og herefter præsenterede de to arkitektfirmaer, Schønherr og SLA, deres visioner for Axeltorv.

Mange ting gik igen i de to forslag. Dog var SLA alene om at forelå en flytning af ryttersatuen af Kong Chr. X.

Også økonomisk lå de to forslag tæt på hinanden med et budgetoverslag i omegnen af 11-12 millioner kroner.

Stor enighed i grupperne

Efter fremlæggelsen skulle deltagerne i grupper forholde sig både positivt og negativt til de to forslag. Efter en times tid var der fremlæggelse af gruppernes tanker, og her var der stor eninghed om, at SLAs forslag var det bedste, det mest nytænkende og visionære.

Med gruppernes vurderinger in mente gik Teknisk Udvalg så i enerum, og efter et kort møde var beslutningen taget. SLA skal stå for både indretningen af Axeltorv - og på længere sigt også for helhedsplanen for Nakskov.

Kort møde

- Det var et meget kort møde, slår udvalgets næstformand, Henrik Høegh fast og fortæller:

- Grupperne havde jo gjort et godt forarbejde, så derfor lå beslutningen lige for. Dog ikke sagt, at Schønherrs forslag ikke var godt. Begge forslag var faktisk rigtig flotte med gode detaljer og virkelig gennemtænkte.

- Men vi skulle jo træffe et valg, og at det faldt på SLAs forslag skyldes primært, at vi godt kan lide terrænforskydningen med det skrånende stykke, så helhedsindtrykket af torvet brydes på en flot måde. Men også forslaget om at flytte kongen faldt i god jord i udvalget, fortsætter Henrik Høegh.

Næste skridt

Man kan sige, at der ikke var langt fra tanke til handling, da Teknisk Udvalg tog det endelige valg af arkitektforslag ganske få timer efter, at det var blevet præsenteret på bibliotektet.

Medlemmerne havde dog haft lidt længere tid til at se nærmere på skitserne og det fyldige materiale, så beslutningen blev taget på et solidt grundlag.

Men at det skulle gå stærkt skyldes en ret stram tidsplan i forhold til et skulle nå at indsende en ansøgning om finansiel støtte fra RealDania.

Stram tidsplan

Deadline for at indsende ansøgninger til RealDania er allerede 28. februar.

Men inden den frist skal arkitektfirmaet SLA have udarbejdet et endeligt forslag, som skal præsenteres for Teknisk Udvalg på et møde 6. februar. Forslaget skal derefter sendes til RealDania i en ansøgning til puljen "Hovedbyer på forkant".

Lolland Kommune har selv afsat fem millioner kroner til projektet på Axeltorv. Der mangler altså omkring 6-7 millioner kroner, og dette beløb beder man nu til, at RealDania vil give.

Hele helhedsplanen har et budgetoverslag på 62.2 millioner kroner.

Hvis alt går efter planen, kan den første gravemaskine køre ind på Axeltorv i foråret 2020, vurderer Henrik Høegh.

Rundkørsel

Og det kan vel kun gå fremad for Nakskovs centrale torv, som en af arkitekterne lidt frækt i sin nuværende udformning sammenlignede med en rundkørsel med en parkeringsplads i midten!