Stormfulde fortællinger
Lokalhistoriker og tidligere lektor, Ole Munksgaard, har skrevet bogen om stormfloden i 1872, og på lørdag signerer han eksemplarer af bogen hos Bog & Ide i Nakskov. Foto: Lisbet Rasmussen
Lisbet Rasmussen
I anledning af 150-året for stormfloden i 1872 har historiker Ole Arpe Munksgaard skrevet en bog om naturkatastrofen, som så frygtelig ramte Lolland-Falster, og de konsekvenser, den havde og stadig har her på egnen.
DET LOLLANDSKE DIGE: I dagene omkring 13. november er det nøjagtigt 150 år siden, at den voldsomste stormflod skyllede ind over Lollands og Falsters flade kyster og for altid ændrede livet for et utal af mennesker både dengang og i dag.
Det har lokalhistoriker Ole Arpe Munksgaard skrevet en medrivende bog om. "Stormfloden 1872 - katastrofen og det sydlollandske dige", som bogen hedder, beskriver dels selve katastrofen og nogle af de ulykkelige menneskeskæbner i den kølvand dels det enorme oprydningsarbejde, som fulgte. Bogen fortæller også om den politiske proces, der i 1873 førte til loven om digebyggeri på både Lolland og Falster.
I bogen beskriver Ole Arpe Munksgaard de initiativer, der har ført til, at de sydlollandske landskaber i dag ser ud, som de gør bag det 63 kilometer lange lollandske dige.
Bogen giver også et indblik i diverse tiltag, der gennem årene er gjort for at sikre diget mod Østersøen og for at udbedre de skader, der er opstået, når højvandet har mindet om digets betydning.
Ud over det historisk tilbageblik kigger Munksgaard også fremad: For hvad betyder de dystre perspektiver fra FNs klimarapporter for den lokale kystbeskyttelse?
Bogsignering
"Stormfloden 1872 - katastrofen og det lollandske dige" har Munksgaard skrevet på foranledning af Det lollandske Digelag og Stormflodsmuseet i Gloslunde.
Udgivelsen har fået støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Bogen kan købes hos lokale boghandlere til en pris af 120 kroner.
På lørdag, 13. august mellem klokken 11 og 13, signerer Ole Arpe Munksgaard eksemplarer af sin bog hos Bog & Ide i Nakskov.
Munksgaard gør opmærksom på, at han også gerne sætter sin underskrift i eksemplarer af bogen, som allerede er blevet solgt.
Så medbring blot din bog med de stormfulde fortællinger til Bog & Ide på lørdag, hvis du gerne vil have forfatterens signatur - som efterskvulp!
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker