Tim jagter Nakskovs særlige sjæl

Tim Jeppesen glæder sig til at udforske Nakskovs inderste væsen for at finde frem til de særlige træk, der kan være med til at tiltrække turister og gøre byens borgere mere stolte af deres by. Foto: Jan Knudsen

Fire uger inde i sin ansættelse som programdirektør for Nakskov 2030 har Tim Jeppesen en klar fornemmelse af sin rolle. Den ligner snarere en erfaren fødselshjælper frem for en sprudlende idémager.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV De 150 millioner, som Lolland Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden til sammen har skudt i projektet Nakskov 2030, kan der ikke længere flyttes meget rundt på. De er afsat til de 12 projekter, som samarbejdsparterne for længst er blevet enige om.

Ud fra den præmis har Tim Jeppesen selv defineret sin rolle som prorgamchef sådan her:

- Min opgave er at sørge for, at det, der allerede er besluttet, også føres ud i livet ud fra de tanker, som har ligget til grund for beslutningerne. Og naturligvis på en måde, så de enkelte ting supplerer hinanden i stedet for at udkonkurrere hinanden, siger han og uddyber:

- Hvis der eksempelvis etableres en scene på Axeltorv, skal der jo ikke også være en scene på Hestehovedet men derimod andre faciliteter, som kan imødekomme andre behov.

Millionerne skal inspirere

- Nakskov 2030 har fået 150 millioner kroner. "Jatak", kan man så sige; men det mener jeg ikke er den rigtige indstilling. I stedet ser jeg den store pengepose som en inspiration og et incitament for private til at investere i Nakskov, forklarer Tim Jeppesen.

Et eksempel er Byens Hotel. Her vil Nakskov 2030 yde et tilskud til en privat investor, som kan se en god forretning i at etablere hotel i Nakskov - sandsynligvis i en allerede eksisterende bygning i byen.

Nakskovs sjæl

Tim Jeppesen ser særligt frem til at beskæftige sig med den helhedsplan for Nakskovs havneområde, der i første omgang skal underkastes en arkitektkonkurrence. Området skal komme både turister og byens borgere til gode i fremtiden.

Og så er der turismen:

Turisme er noget, som nærmest samtlige privinskommuner i Danmark har kastet sig over som fremtidens store investeringspotentiale - fra Nordjylland over Fyn til Vestsjælland.

- For mig er det derfor virkelig en vigtig og skærpende faktor at finde frem til lige nøjagtigt det særlige, som karakteriserer Nakskov og Vestlolland. Det er jeg på jagt efter, for det er det, vi skal bruge fremover til at markedsføre vores lokalområde med det ganske særlige, det har at byde på, siger Tim Jeppesen.