Toilet-hærgere kan få hård straf
Toilettet her på Axeltorv bilver et af de første, der får kreditkortbetaling. Foto: Daniel Brøns
Daniel Brøns
Lolland Kommune har i disse uger indledt arbejdet med at indføre betalingstoiletter for at modvirke den type hærværk, der i forsommeren medførte et raseret toilet på Axeltorv i Nakskov. Betalingstoiletter har den fordel, at eventuelle hærværksmænd kan spores, og det kan koste fængselsstraf.
LOLLAND: Om få år er der næppe mange offentlige toiletter, der kan tilgås på Lolland uden SMS-betaling eller kreditkort. Og det er formentlig en god nyhed, hvis man ellers har råd til det. For ud over, at betalingen på fem kroner kan bruges til at øge kvaliteten af toiletbesøg, så kan eventuelle hærværksmænd også spores, hvis toilettet ødelægges eller tilsvines i særlig grov grad. Og det har de næppe lyst til, da straffen kan blive hård.
Ifølge chef for Park og Vej i Lolland Kommune Kjeld Jensen har sporingen af toiletbesøgende ikke været et argument i forhold til indførslen af kreditkort, men sekretariatschef i Lolland-Falsters Politi Claus Mohr Hansen skriver i et svar til Ugeavisen om sagen (her lettere redigeret).
- Ved anmeldelse af et strafbart forhold kan anklagemyndigheden anmode om at få udleveret udskrifter, som vil kunne finde anvendelse som bevis i en straffesag.
Sekretariatschefen henviser til retsplejelovens paragraf 74, der dog gør det muligt for en bank, et teleselskab eller andre at modsætte sig udlevering af data. I så fald skal udleveringsspørgsmålet afgøres i retten.
Groft hærværk kan ifølge straffelovens paragraf 291 give op til seks års fængsel. Dog er det vanskeligt at finde eksempler på, at så hårde straffe er givet for toilet-hærværk. Sidste år fik en Nordjysk mand ét års fængsel for at rasere en kirkegård. I straffen var der dog indregnet en lang række andre strafbare forhold.
Betalingstoiletterne udløser normalt en vis debat i forhold til prisen, da alle ikke har råd og derfor måske ”lader vandet” i haver og på gaden i stedet.
Ønsker man ikke at opkræve betaling, så kan man også registrere brugerne på andre måder. Eksempelvis ved at låse op med SMS fra telefoner, der er registreret som brugere. Det vil dog medføre, at der ikke kommer de ekstra penge i kassen til vedligehold - ligesom pengene til at indkøbe systemerne vil mangle.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker