Træets sjæl er skrøbeligt - som menneskets er det

Træet får nyt liv - her en havørn, der kommer til at sprede glæde i Maribo. Foto: Daniel Brøns

Motorsavskunstneren Jeppe Røpke er med hver gang, der er Craft Days. Han er oprindeligt fra Falster og nyder at komme og vise sin kunst – og få en snak om det gode liv – for træer – og for mennesker.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Når Jeppe Røpke hvert år vælger at lægge vejen forbi Craft Days er det ikke bare en optræden som så mange andre. Han kommer, fordi han gerne vil være med til at støtte op om, at masser af skabertrang udspringer netop her fra de grønneste egne af Danmark.

- Faktisk var jeg kun booket en dags tid, men jeg ville gerne møde endnu flere under festivalen, og så spurgte jeg på facebook, om nogen ville bestille noget kunst. Det ville Lolland Kommune blandt andet, og så havde jeg pludselig et par opgaver at arbejde med her på torvet, siger han og viser et par ørne, som kommunen nok skal få glæde af, idet havørnen jo netop yngler her i området.

Og det er bestemt en oplevelse at møde Jeppe Røpke, der tager sig tid til at snakke med de fremmødte på torvet om hans ildhu med at finde figuren inde i træet.

- Jeg arbejder jo med at finde det inderste i hver eneste stamme og kommer på den måde helt tæt på det træ, som har haft et andet liv engang. Ligesom mennesker har et træ et godt eller dårligt liv. Nogle træer står bare som andre i flokken af grantræer i en stor plantage – klemte og ude af stand til at få nok næring og lys, mens andre får plads, ro og god næring. Man kan sagtens se forskellen i den stamme, som jeg bearbejder, siger Jeppe Røpke, der helst ikke fælder træer, men får stammer foræret fra borgere, der vil give fældede træer nyt liv.

Røpkes interesse for trækunst fik han gennem sin uddannelse som skovarbejder, som han påbegyndte for otte år siden. En dag besøgte eleverne trækunstneren Niels Ejnar Petersen, og det satte tankerne i gang.

- Han er en fantastisk inspirerende personlighed, så der gik ikke længe, inden jeg selv valgte at gå ind på den bane, siger Jeppe Røpke, der siden blev skovarbejder i 2017, men reelt mest arbejder som trækunstner - med en meget holistisk tankegang til livet og sine værker.

Se lyset i livet

- Med min trækunst viser jeg, at man godt kan leve af det, der gør én glad, hvis bare man tør se lyset og stræbe efter det – ligesom træerne jo gør det, fortæller trækunstneren, der oplever, at arbejdet med trækunsten har en terapeutisk virkning på ham.

- Selv om man måske ikke mærker det på mig, så kan jeg godt have tendens til depression. Så er det godt at man har glæden ved at skabe, siger kunstneren, der ligesom de fleste andre har oplevet hårde ting i sin omgangskreds.

- Stress, depression og selvmord har også været noget, som jeg har oplevet tæt på, og det gør mig kun endnu mere engageret i at arbejde med træer, der fuldstændig som mennesker kan blive stressede, indelukkede og få dårlige liv, hvis de ikke får de rigtige rammer. Alt er forbundet, og træerne og naturen er med til at vise os, hvad der er godt og skidt for os selv også, siger Jeppe Røpke, der til daglig bor i Midtjylland, men meget gerne kommer tilbage så ofte som muligt.