Træpiller slår briketterne

Thomas Rasmussen fra Skelstrup Træ kan godt skaffe træbriketter, men det er blevet svært at få dem - og især skaffe dem til en god pris. Foto: Daniel Brøns

Mens priserne på energi går i skyerne, så vurderer Skelstrup Træ, at prisen på træpiller kun er steget 15-20 procent på et år. Men det er blevet dyrere og sværere at skaffe træbriketter til dem, der stadig foretrækker dem frem for piller eller almindeligt brænde.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Den gode nyhed først: Markedsprisen på gas er seksdoblet siden januar 2021. Markedsprisen på el er næsten tredoblet. Inklusive afgifter er stigningen ikke helt så voldsom, men alligevel glæder det Thomas Rasmussen fra Skelstrup Træ, at han ikke har været nødt til at byde på tilsvarende stigninger.

- Vi har heldigvis et mangeårigt samarbejde med mange leverandører, så de hæver ikke sådan prisen fra den ene dag til den anden. Lige nu koster en palle med 832 kilo træpiller omkring 2100 kroner, og det er vel 15-20 procent mere end samme tidspunkt sidste år, siger pille-forhandleren, der vurderer, at han er den billigste forhandler på Lolland-Falster lige nu.

- Er man billig, så kan man også få nye kunder, og lige nu lykkes det mig at vækste løbende, siger han og fortæller, at han ser, at flere er begyndt at tænke i supplerende opvarmning med piller.

- Har man i forvejen en skorsten, så er det rimeligt enkelt at installere en træpilleovn, siger han.

Briketter mangler

Den store fokus på træpiller medvirker i øvrigt for tiden, at flere fabrikker har stoppet produktionen af de traditionelle træ-briketter. Og det har skabt ubalancer i markedet.

- Man har nok undervurderet behovet for briketter, for lige nu er det svært overhovedet at få fingre i dem, siger Thomas Rasmussen, der har været nødt til at hæve priserne en del på netop dette produkt.

- Jeg tager for tiden næsten 2800 kroner for en palle, men det er helt normalt nu, da efterspørgslen er så stor siger han og fortæller, at han tidligere på sæsonen kunne levere briketter for 2200 kroner pr. palle.

- Så skal man vælge varmekilde, er der nok træpiller, man bør satse på. Der er langt flere producenter, og så er det også meget nemmere at håndtere, siger han og peger på, at de fleste relativt enkelt kan få glæde af træpiller.

- Man kan få mange forskellige varianter af ovne. Bare man har en skorsten, så er man i gang.