TV-2 kommer til Maribo

Der venter de besøgende et velkomment gensyn med Steffen Brandt i hallerne i Maribo. Foto: Jan Knudsen (arkivfoto)

Maribohallerne får til februar besøg af det legendariske band TV-2.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 14. februar klokken 20 venter der borgerne i Maribo en oplevelse af de helt store.

Det legendariske rockband TV-2 vil nemlig på sin Danmarksturné lægge vejen forbi enkelte mindre byer, og Maribo bliver en af dem, fortæller Morten Nielsen, der er direktør for hallerne.

- Vi har nogle tætte kontakter til bandet, og det er lykkedes at holde linjen så varm, at de nu kommer til Maribo. Det er helt fantastisk, for jeg kan se, at de allerede har udsolgt i flere af de store byer, siger han og fortæller, at det 19. album netop er udkommet og har taget de danske anmeldere med storm.

I Maribo er der allerede solgt næsten halvdelen af billetterne. Der vil være mulighed for at købe billetter både med og uden spisning.

I Maribo er der lagt op til en siddende koncert med 1137 stole. Opstillingen gør det muligt at få plads til rigtigt mange i salen, og samtidig er opstillingen populær, hvis der både skal være unge og de lidt ældre med, fortæller Morten Nielsen.

De fire medlemmer i banden, der kaldes "Danmarks lykkeligste band" har netop lanceret deres 19. album, der kaldes "Tæt trafik i Herning", som klart ligger i den lidt mere seriøse ende temamæssigt og tager nyudnævnte ghetto-områder under behandling.