Væresteder byder indenfor

Kirsebærhuset inviterer indenfor i Maribo - også i haven. Pressefoto.

Kom indenfor i tre af de steder, der gør en forskel for psykisk syge og andre udsatte mennesker. De byder velkommen til en snak om, hvordan det er at bruge stederne - og hvor vigtigt det er, at stederne findes

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO/RØDBY/NAKSKOV: Den 3. maj fejrer Værestederne i Lolland kommune "Den Nationale Værestedsdag" og inviterer alle til at kigge ind og meget gerne støtte op om værestedet.

Det er andet år i streg, at væresteder overalt i landet sætter fokus på betydningen af væresteder for Psykisk sårbare og socialt udsatte mennesker.

På Den Nationale Værestedsdag vil der i hele landet blive plantet morgenfruer. Som små sole skal morgenfruerne minde os alle om betydningen af den mangfoldighed og det fællesskab, der er på landets væresteder.

Det er på initiativ af Brugerrådet i Landsforeningen af Væresteder, at der igen afholdes en dag tilegnet landets væresteder. En national fejringsdag, som vi kender fra f.eks. "Grundlovsdag” og “Mors eller Fars dag". I Brugerrådet sidder værestedsbrugere fra hele landet. De forstod ikke, hvorfor værestederne ikke har en årlig dag, hvor man sætter fokus på værestedernes indsats og deres værdi for værestedsbrugerne.

Morgenfruer som budskab

For Brugerrådet var det vigtigt at vælge en blomst, som vækker lys og glæde og dermed skaber associationer til den betydning, som værestederne har for værestedsbrugerne. Morgenfruen var det oplagte valg, da den gulorange krone lyser op som en sol og giver håb for fremtiden. Planten er også kendt, som en robust plante, der kan trives i al slags jord. Desuden håber man med initiativet at kunne styrke biodiversiteten og de trængte insekter.

Hos Landsforeningen af Væresteder glæder man sig til at se morgenfruen fylde i bybilledet: “Vi håber, at man i hele landets byer vil kunne se morgenfruer. Det er jo en smuk blomst med et endnu smukkere budskab,” siger Marika Sabroe, projektleder i Landsforening af Væresteder.

Få nogle frø.

På dagen kan man kontakte et af værestederne og frit få udleveret en pose med morgenfruefrø, som du kan plante. Dermed viser du din støtte til værestedet i din by.

Værestederne i Lolland Kommune markerer dagen 3. maj med at holde åbent hus fra kl. 13-19 med forskellige aktiviteter og inviterer alle interesserede til at deltage.

Teglgården: Maribovej 119, 4900 Nakskov

Skomagerens hus: Vestergade 8, 4970 Rødby

Kirsebærhuset: Jernbanegade 16, 4930 Maribo