20.000 mødes på en mark

Næsten 20.000 spejdere mødes i næste uge på en mark i Sønderjylland - blandt dem en god del fra Lolland-Falster.
 
Rygsæk, sovepose, uniform, lommelygte og et ekstra par sokker.
 
I hundredevis af hjem på Lolland-Falster bliver der i disse dage pakket på livet løs inden åbningen af den store spejderlejr Blå Sommer i næste uge. Lejren finder sted i Tinglev i Sønderjylland - og fra Lolland-Falster deltager flere hundrede store og små spejdere, ledere, forældre og forskellige frivillige, der har valgt at bruge otte dage i telt på en kæmpelejr med næsten 20.000 deltagere.
 
- Det er netop mængden, der gør det til så stor en oplevelse. At vi er så mange sammen - fra mange forskellige lande - og forenet om de samme værdier. Det er en helt særlig oplevelse, fortæller Birthe Ingvorsen.
 
Hun er gruppeleder i DDS Storstrømmen i Vålse og en af de mange, som netop nu pakker, pakker og pakker. 
 
Hun tager hele familien med på Blå Sommer - og samlet set er de omkring 30 personer, der drager fra Vålse til Tinglev i næste uge.
 
Folketidende.dk bringer hver dag under Blå Sommer dagbøger og billeder fra Blå Sommer, som de lokale deltagere leverer.




Cirka to hundrede Blå Spejdere fra Lolland-Falster drager i næste uge til Sønderjylland for at mødes med 20.000 andre spejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret