Ældre Sagen raser over lukning af billetsalg

Ældre Sagen Lolland melder sig nu blandt de mange, som kritiserer bestyrelsen for Regionstog for deres håndtering af billetsalgs-sagen med lukningen af blandt andet billetsalget på Lollandsbanen.

ÆldreSagens lokale afdeling er utilfreds med, at man vil indføre rejsekortet som det nye tilbud og erstatning for billetsalget, før kortet fungerer optimalt, og før det kan bruges overalt i landet.

- Problemet er jo blandt andet, at kortet ikke kan anvendes til rejser helt til København. Kortet gælder nemlig kun til Tåstrup, hvor man så skal købe en ekstra billet for at komme videre til København. Det er ikke nemt at finde ud af for ældre medborgere, siger Henning Andersen, der er formand for koordinationsudvalget i Ældre Sagen Lolland.

- Busserne er heller ikke med i ordningen endnu, og det kan medvirke til at skabe yderligere forvirring. Derfor mener vi, at det er alt for tidligt at nedlægge billetsalget på Lolland, og vi vil opfordre til, at man venter til udgangen af 2012, hvor det er lovet at rejsekortsystemet fungerer overalt, siger Henning Andersen.

ÆldreSagens lokale afdeling på Lolland vil i dialog med Regionstog.

Offentliggjort Sidst opdateret