AFSTEMNING: Kamphunde skal i snor

Hold kamphundene i snor - altid.

Det er holdningen blandt 95 procent af deltagerne i en afstemning her på folketidende.dk om de omdiskuterede hunderacer, der også går under betegnelsen muskelhunde.

I forbindelse med en artikel om kamphunde spurgte vi brugerne, om I mener, at kamphunde altid skal holdes i snor eller ej. Næsten 400 deltog i afstemningen, og 95 procent mener altså, at kamphundene altid skal være i snor. Blot fem procent er af den modsatte opfattelse.

Spørgsmålet blev yderligere aktualiseret i weekenden. Fredag blev en kvinde fra Kollund overfaldet i sin egen have af en Amerikansk Bulldog, og søndag gik en løbsk Bull Terrier løs på et ægtepar på Ishøj Havn. Senere søndag gik en Staffordshire Bull Terrier uden varsel til angreb på en 85-årig mand, der var på indkøb i Superbest i Holbæk.

Det fik i weekenden Venstres retsordfører Kim Andersen til at kræve et totalforbud mod kamphunde i Danmark.

Og mandag formiddag fulgte Justitsministeriets særlige Hundeudvalg, der arbejder med en revidering af hundeloven, så trop med meddelelsen om, at udvalget overvejer at foreslå et totalforbud mod kamphundene.
- Vi er ikke specifikt blevet bedt om at overveje et forbud mod bestemte hunderacer, men efter at have lyttet til den offentlige debat så er det noget, vi nu har taget op, siger formanden for Hundeudvalget, landsdommer Jens Kruse Mikkelsen til Ritzau.

Sidste sommer var der også flere tilfælde på Lolland-Falster, hvor kamphunde gik til angreb på andre hunde.





95 procent af deltagerne i en afstemning her på folketidende.dk mener, at kamphunde altid skal være i snor.

Offentliggjort Sidst opdateret