Anmeldelse: Hvad med Kevin

”Hvad Med Kevin” er en spændingsfyldt og gribende psykologisk thriller, om et barn i ubalance i forholdt til sin mor. Den er en kvindes skrig af angst for en uretfærdig verden, og den er historien om en massakre på en High School. Filmen er et særdeles interessant debatindlæg, i en tid hvor verden hører om mennesker der går amok, med norske Anders Breivik som det tydeligste eksempel.

Filmen følger drengen Kevin fra da han bliver født. Forholdet mellem ham og hans mor er problematisk. I starten græder han i timevis når han er sammen med sin mor. Som 1-årig nægter han at spille bold med hende, som større laver han i bleen i stedet for at lære at gå på toilettet, og som teenagere er han kynisk og kold når hans mor nærmer sig. Men gennem opvæksten er han sød og medgørlig overfor sin far. Kevin bliver født af en mor, som aldrig føler sig sikker på, hvad barnet betyder for hende, og hun føler sig tilsidesat og degraderet. Hun får meget få succeser, men kæmper videre mod alle odds.

Filmens store præmis er, at den stiller en masse store spørgsmål, som hvad der sker hvis man ikke føler det ubrydelige bånd mellem barn og forælder, eller hvorfor man bliver massemorder. Så mens vi ser filmen, stiller vi selv spørgsmål, ligesom moderen i filmen gør. Bærer hun selv en del af ansvaret for, at Kevin bliver som han gør? Svarerne giver filmen brutalt nok ikke.

Filmen hopper elegant mellem fortid og nutid, og klipper ofte fragmenteret og drømmeagtigt mellem scenerne. Skuespilpræstationerne er fremragende. Skuespillertalentet Ezra Miller er rystende intens som teenagesønnen, og Tilda Swintons tårevædede øjne og forpinte ansigt fortæller alt om det følelseskaos hun bærer på - hun formidler pointen med at hun både elsker og hader sin søn på én gang. ”Hvad Med Kevin” er en begavet og velkonstrueret film, som slet ikke er let at se, og som efterlader sin tilskuer noget at tænke over.
 

Karakter: 5 ud af 6