Autoforhandler vil selv eje

LEASING Autoforhandler Klaus Engberg, Engberg Biler i Nykøbing F. og Maribo, har tilbud på privatleasing i forretningerne, men han ser ikke leasing-konceptet som den store gevinst.
- Jeg foretrækker klart selv at eje min bil frem for at lease den. Det er lidt som med en lejlighed, hvor man betaler husleje. Når man har betalt sin leje og fraflytter, har man ingen ting. Det samme med en bil, man leaser: Når man har haft den i tre år og afleverer den igen, har man ingen bil - men måske en regning, der skal betales, siger Klaus Engberg.
- Jeg har haft folk inde i forretningen for at høre til privatleasing, og jeg spørger direkte: Er du sikker på, at det er det, du vil?
- Når vi så har taget en snak om drømme og ønsker og især om de faldgruber, der er i privatleasing, så ender det med, at folk vælger at købe og eje deres egen bil.
Kilometertallet
- Jeg har da godt set de mange annoncer for privatleasing, hvor der viftes med lave månedlige ydelser. Men man skal lige holde tungen lige i munden og bemærke, at de priser er baseret på maksimalt 15.000 kilometers kørsel om året.
- Det er de færreste, der ikke kører mere, og især hvis vi ser på dem, der har interesse for privatleasing. Det er som regel folk, der har et stort kørselsbehov. Og når de nye leasingpriser skal beregnes efter for eksempel 30.000 kilometer om året, så stiger prisen voldsomt, siger Klaus Engberg.
Tror ikke på det
- Argumentet med, at bilpriserne formentlig falder i løbet af kort tid, giver jeg heller ikke meget for. Da jeg var i lære som mekaniker - og det er mange år siden - snakkede alle i branchen om, at om fem år er der ingen registreringsafgift. Siden har der været mange gange tro og håb, men ingen seriøse nedsættelser af afgiften.
- Hvis endelig regeringen beslutter, at nu skal der ske noget, vil fabrikkerne og importørerne være hurtige, til at tage deres del af kagen. Som det er i dag, sælger fabrikkerne de nye biler billigere til Danmark end til andre lande. Det “hul” i prisen skal først rettes op, siger Klaus Engberg.
Noget at handle med
- Hvis folk køber en bil og betaler den over seks år, kan de køre den til samme pris, som hvis de leaser - og så er bilen deres, når “kontrakten” udløber. Så har de noget at handle med til næste bil - eller de kan vælge at køre den brugte helt ned og få endnu billigere kørte kilometer på kontoen.
- Jeg erkender, at hvis vi snakker privatleasing af dyrere biler over 300.000 kroner, så kan der være økonomi i at tænke på privatleasing. Men så længe vi snakker om de lidt mindre og billigere biler, så ser jeg absolut ikke nogen fordel ved at leje frem for at eje, siger Klaus Engberg, der ikke er bange for at vende leasing kontra eje mod sin egen forretning:
- Jeg har svært ved at se, hvordan jeg kan drive en bilforretning baseret på leasing. Det anser jeg stort set for at være en umulighed.

- Så kommer der ingen overraskelser, når bilen skal afleveres, siger autoforhandler Klaus Engberg.

Offentliggjort Sidst opdateret