Bak fra Toyota til Chevrolet

Flemming Bak har været med til at føre Toyota til tops - både salgsmæssigt og som brand. Nu skal han gentage kunststykket som administrerende direktør for Chevrolet i Danmark, der importeres af Dankor Autoimport A/S.  
- Folk kender bilmærket Chevrolet, men alt for mange kobler det sammen med tunge, benzinslugende amerikanske flydere. Her er virkelig noget at arbejde videre med - nemlig at give folk et langt bedre kendskab til de biler, vi har i modelpaletten, siger Flemming Bak, der 6. januar i år satte han sig til rette i direktørstolen hos Chevrolet Danmark efter knap halvandet års pause.
 
I september 2007 forlod han Toyota, og siden har han stresset af.
 
- Jeg har haft tid til mig selv og familien, hvor jeg har indhentet mange af de timer, jeg var bagud. Det har været et dejligt år, men nu skal der ske noget igen.
 
- I første omgang skal jeg lære stedet, mærket og de forskellige strategier at kende, og så skal vi have forstærket den fremgang, Chevrolet-mærket har haft i Danmark. Om et par år skal vi have fordoblet markedsandelen fra de nuværende to til fire procent, siger Flemming Bak, der har prøvet tingene før hos Toyota.
 
- Jeg startede hos Toyota i 1990, og blev administrerende direktør i 1999. Fra 1985 til 1995 var Toyota det mest sælgende bilmærke i Danmark. Fokus var rettet mod volumen, men vi ændrede kursen fra det værdiorienterede til at markedsføre Toyota som brand.
 
- Vi skal gøre lidt af det samme med Chevrolet, hvor vi skal arbejde på de taktiske virkemidler til at øge volumen, men samtidig skal vi arbejde med brand-udviklingen. For Flemming Bak er det af stor betydning, at Chevrolet nu taget hul på et "generationsskifte" i modelpaletten.
 
- Vi har nogle gode salgbare biler nu, men det bliver endnu bedre, når vi får et mere moderne designsprog. Og det starter med familie- og jobbilen Cruze, der kommer til sommer. Det bliver vel den første bil, der er 100 procent på højde med udviklingen både hvad angår design og teknik.
 
På Geneve Motorshow senere i år vises den nye A-segmentbil, Chevrolet Spark (tidligere kendt som Beat), der forventes at gøre sin entré på det europæiske marked i starten af 2010, og senere i 2010 dukker en ny mpv, Orlando, op. Chevrolet har i øjeblikket udelukkende personbiler på programmet (bortset fra ombyggede personbiler).
 
Flemming Bak håber, at der hen ad vejen også kan komme gang i produktionen af deciderede erhvervskøretøjer. De nuværende europæiske Chevrolet-modeller har ikke meget med det amerikanske Chevrolet-mærke at gøre. De produceres i Korea og er en videreførelse af Daewoo-mærket.
 
- Det anser jeg på ingen måde for et problem - tværtimod. Vi kan jo se, at andre bilmærker fra Korea gør det fortrinligt. Bilkøberne har tillid til de koreanske bilmærker, og den tillid kommer også os til gode.
 
Flemming Bak er 45 år og uddannet cand. merc. Han afløser Brian Groth som administrerende direktør hos Chevrolet. Brian Groth har ønsket at tiltræde et nyt job som salgsdirektør i samme virksomhed.
 
- Jeg glæder mig utrolig meget til at gå i krig med Chevrolet. Jeg ser store muligheder i mærket, og det er en meget spændende tid, vi går i møde. Ikke mindst fordi bilmarkedet i øjeblikket er fuldstændig uforudsigeligt, siger Flemming Bak.




Hans liv har været fyldt med biler - og efter et års pause er Flemming Bak klar igen

Offentliggjort Sidst opdateret