Bølle Bob som tværfaglig forestilling i Teatersalen

Borgere fra Aktiv Bo- og Beskæftigelse Lolland spillede for et par år siden “Midt om Natten”. Det blev  en kæmpe succes, som de gerne ville gentage med en ny forestilling.
-Det var vi parate til. Det eneste problem var økonomien, fortæller pædagog Rie Bengtsson. Vi prøvede at skaffe sponsorer, men det gik ikke rigtig. Derfor stiftede vi foreningen Kreativ Plads til Alle og indgik et samarbejde med Lolland Musikskole i Nakskov med Bjarne Andersen som vor samarbejdspartner. Så tog det fart og den 10., 11. og 12. februar er vi klar til i Nakskov Teater at opføre Bølle Bob & Smukke Sally”.
NIMF medvirker med dans. Et hold fra NIMF øver også koreografi med holdet.
Fra Nakskov Amatørscene er et par dygtige aktører kommet med og fra Lolland Musikskole i Nakskov spiller et par unge med.
Nakskov Damekor medvirker og i pausen er Nakskov og omegns Folkedansere på scenen.
Blandt de medvirkende i forsetillingen er 13 borgere fra Aktiv Bo- og Beskæftigelse Lolland. Bag kulisserne bidrager 12 andre til at alt forløber, som det skal.
Der er blevet arbejdet på forestillingen siden september. Instruktør er Klaus Frost.
Budgettet på 25.000 - 30.000 kr. har man fået dækket ind gennem paragraf 18 midler fra Lolland Kommune, Trygfonden og gennem sponsorater fra Nakskovs handlende.
-Det meget positive ved arbejdet er, at borgerne fra Aktiv Bo- og Beskæftigelse Lolland har fået højnet deres selvværd ved at arbejde med såkaldt normale. De bliver respekteret og er en del af kulturlivet, konstaterer Rie Bengtsson.-
De tre forestillinger er åbne for alle interesserede. Billetter a’ 75 kr. sælges i Super Best Nakskov, Musik Centret i Nakskov, biblioteket i Nakskov og Maribo. Desuden bliver der billetsalg ved indgangen.
Forstillingen  den 10. februar er kl. 19 og de to øvrige kl. 16.

Klaus Frost er instruktør

Offentliggjort Sidst opdateret