Borgmester: Nej til kommunalt rygeforbud

Af Jakob Poulsen og Rikke Malene Hansen


Et forslag fra kommunens egen direktion om at indføre et generelt rygeforbud blandt medarbejderne i Guldborgsund Kommune bliver nu mødt med modstand af borgmesteren.

John Brædder mener ganske enkelt, at det vil være at gå for vidt.
- Jeg synes, at vores nuværende rygepolitik er fin. Men at skærpe den til også at omfatte udendørsarealer eller at man overhovedet ikke må ryge i arbejdstiden, er måske at gå et skridt for voldsomt frem. Personligt synes jeg, at man som medarbejder må have en vis grad af frihed til at kunne gå udenfor og ryge, så længe man ikke forstyrrer sine omgivelser, siger borgmesteren og tilføjer:

- Vi har jo i forvejen en politik på vores institutionsområde, som betyder, at der ikke må ryges på matriklen på de institutioner, hvor man har med børn og unge under 16 år at gøre. Og det her skulle så være en skærpelse til, at man overhovedet ikke må ryge, når nman er på arbejde nogen steder, og det mener jeg er at gå for langt.
- Og hvor stopper det så? Bliver det næste så, at man ikke må få kage om torsdagen af hensyn til helbreddet? Jeg tror lige, vi skal klappe hesten et øjeblik, siger borgmesteren.

Forslaget bliver taget op igen på et nyt direktionsmøde på mandag

Foto: John Brædder.

Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder er ikke tilhænger af et forslag fra kommunens egen direktion om at indføre et generelt rygeforbud for kommunens ansatte.

Offentliggjort Sidst opdateret