Borgward måske tilbage

I 1960 erklærede myndighederne i Bremen Dr. ing. Carl F. W. Borgward for insolvent, og en blomstrende tysk bilfabrik måtte lukke.  
Det viste sig senere, at firmaet ikke var insolvent idet alle kreditorer fik deres tilgodehavender, men skaden var sket.
 
Borgward var lukket - det tyske bilmærke eksisterede ikke længere. Men det kommer det måske til igen.
 
I følge Motor Magasinets Kurt Ellegaard arbejder Carl Borgwards barnebarn, Christian Borgward, med planer om et comeback for det hæderkronede bilmærke.
 
Christian Borgward har samlet en gruppe investorer, som er parate til at genoplive bilmærket med en moderne fortolkning af de elegante design fra 1950'erne og 1960'erne - med den tidligere Mercedes-Benz og Saab-designer, Einar Hareide, som ansvarlig for de endelige streger.
 
De foreløbige planer lyder på en produktion på mellem 30.000 og 50.000 biler om året. Det er ikke oplyst, hvor bilen skal produceres, men priserne forventes at ligge mellem 50.000 og 70.000 euro - det vil i danske kroner sige mellem 365.000 og 500.000 kroner plus afgifter.
 
Isabella og Lloyd


Carl F.W. Borgward var ud af en søskendeflok på 13. Han var søn af en kulhandler, født i 1890 og han døde i 1963 som en skuffet mand.  
Hans livsværk var bilerne. Han startede efter første verdenskrig med produktion af komponenter til biler, kølere, paneler og lignende. I 1924 udviklede han sit første trehjulede køretøj med totaktsmotor på 200 kubikcentimeter.
 
Han overtog Hansa-Lloyd og smeltede de to virksomheder sammen i 1930. Under anden verdenskrig blev han tvunget til at fremstille militære køretøjer, så da krigen sluttede var virksomheden bombet sønder og sammen.
 
Han startede på en frisk og præsenterede allerede i 1949 den første nyudviklede tyske bil efter krigen, en Borgward Hansa 1500. Den fik en dieselmotor i 1953. I 1954 blev modellen fornyet, og samtidig blev Isabella Coupé præsenteret. En model, der af flere betragtes som Borgwards (foreløbige) mesterværk.
 
I midten af 1950'erne dukkede et par nye biler op: Lloyd med 293 kubikcentimeter motor og den større Goliath med 688 kubikcentimeter. I 1959 kom Lloyd Arabella med en 900 kubik og senere med en 1100 motor, der var årsag til påstanden om økonomiske problemer og dermed indirekte årsag til, at virksomheden blev lukket. Inden det kom så vidt nåede Borgward at præsentere en Hansa 2,4 V6 med luftaffjedring.




Carl Borgwards barnebarn forsøger at genskabe det tyske bilmærke

Offentliggjort Sidst opdateret