Børnesagerne hober sig op i kommune

”Hensyn til økonomi synes at gå forud for vores faglige vurderinger af det enkelte barns behov for støtte”. ”Utilstrækkelighedsfølelsen ved ikke at kunne opretholde serviceniveau og overholde lovgivningen”.

Det skriver sagsbehandlerne i Guldborgsund Kommunes Familierådgivning om deres arbejdsforhold, som politikerne på det seneste møde i børne- og undervisningsudvalget skulle forholde sig til.

Gennem det seneste års tid har børnesagerne hobet sig op, og derfor vil politikerne finde penge til ansættelse af tre nye sagsbehandlere.

Allerede tilbage i april blev man gjort opmærksom på problemet. Dengang blev der sat en genopretningsplan i værk. Trods stor arbejdsindsats havde familierådgivningen stadig en samlet sagsmængde på 1401 børnesager 1. september, hvilket blot er et fald på 29 sager siden januar.

Udvalget er enig om en opnormering. Til gengæld er der ikke enighed om, hvor udgiften på 1,3 millioner kroner skal findes. Udvalgets to socialdemokrater og enlige sf’er ønskede en tillægsbevilling, mens resten af udvalget vil se et finansieringsforslag via eget budget på næste udvalgsmøde.

Foto: Sager om børn, der har behov for hjælp, har igennem det seneste års tid hobet sig op i familierådgivningen, så sagsbehandlerne nu advarer om, at de har svært ved at overholde gældende lovgivning.

Genopretningsplan har ikke gjort bunken af børnesager meget mindre i Guldborgsund Kommune

Offentliggjort Sidst opdateret