Bunden i vejret på Youtube

Tingene er ikke helt som de plejer i dag. 1. april har givet frit spillerum for drillepindene og de kreative kræfter. Medierne har forsøgt at fuppe læserne med mere eller mindre gennemtænkte snydehistorier.

På Youtube er man gået meget mere håndgribeligt til værks. Her har man simpelthen vendt indholdet på hovedet. Det skulle være en spøg, der er til at fange for de fleste.

Helt i den sande aprilsnar-ånd forsøger sitet at overbevise brugerne om, at det faktisk er en helt bevidst beslutning, der skal give brugerne en mere optimal oplevelse af indholdet.

- På Youtube søger vi altid måder at forbedre måden, hvorpå du ser videoer online. Som en del af det, har vi i dag lanceret et spændende nyt layout, lyder begrundelserne, hvorefter man detaljeret redegører for, hvorfor der er tale om en forbedring.

En af dem er blandt andet, at moderne computere gengiver video i en bedre kvalitet, når det vises på hovedet.

Skulle det alligevel vise sig, at man ikke synes oplevelsen er optimal, så opfordres til at vende computerskærmen på hovedet, selv stå på hovedet eller simpelthen flytte om på den anden side af jorden ...




Et af de mest populære sites på nettet fik for alvor fordrejet tingene 1. april

Offentliggjort Sidst opdateret