Damefrokost på vej mod rekord

Ambitionen er simpelthen at skabe Danmarks største damefrokost. Det lyder måske som lidt af en opgave, men det kræver faktisk blot en udvidelse på cirka 25 pladser, og dem har man nu fundet ved at forlænge et par af bordene, så antallet af deltagere lige nøjagtigt kan runde 1.200.
- Vi vil gerne drille ringriderfesten i Sønderborg lidt, for de har lanceret sig som verdens største damefrokost. Men ved at nå over 1.200 deltagere bliver vi større end dem, så nu tillader vi os at kalde vores damefrokost for Danmarks største, fortæller formanden for markedskomitéens bestyrelse Ole Ottosen.
Billetsalget til både dame- og herrefrokosten begynder fredag 6. januar klokken 8. Og det er med at holde sig klar ved computeren fra starten, hvis man vil med - ikke mindst til damefrokosten - for ellers får man ingen billet.
Sidste år tog det blot seks minutter, før de knapt 1.200 billetter til damefrokosten i Markedsteltet var solgt.

- Alle billetter med undtagelse af 20 VIP-billetter til damefrokosten bliver lagt til salg på hjemmesiden, og når de er solgt, så er det slut. Der er ikke flere billetter, understreger Ole Ottosen.
 

Foto: Arkivfoto: Flemming K. Karlsen

Damefrokosten ved Døllefjelde-Musset Markedet har i mange år været et kæmpe tilløbsstykke, og nu vil markedskomitéen gøre den endnu større.

Offentliggjort Sidst opdateret