Danmark drænes for billige boliger

Tusinder af lejelejligheder til overkommelige penge forsvinder årligt ud af boligmarkedet, mens politikerne har travlt med resultatløse diskussioner om byggeri af nye billige lejelejligheder.  
Det vurderer Lejernes Landsorganisation (LLO) som vil have politikerne til at ændre lejeloven. Ifølge LLO kan udlejerne spekulere i dyre overflødige luksus-moderniseringer af lejligheder, som derefter helt lovligt kan stige til det dobbelte i husleje.
 
En ny og længe ventet undersøgelse fra Velfærdsministeriet dokumenterer ifølge LLO tendensen til, at udlejerne, når en lejer flytter, sætter lejligheden dyrt i stand for derefter at banke huslejen op. Helt efter reglerne.
 
- En mindre og ældre lejlighed, der før kostede 2400 kr. om måneden, koster så pludselig 5000 kr. Det har de færreste studerende og lavindkomster råd til, siger cheføkonom i Lejernes Landsorganisation, Jesper Larsen, til Ritzau.
 
LLO vil have politikerne til at ændre reglerne, så de mange ældre udlejningsboliger, der lækker varme i stor stil, skal forbedres energimæssigt, før der laves luksus-moderniseringer af køkkener og bad. /ritzau/
 




 

Foto: Palle Peter Skov

Danmark drænes for billige boliger, når udlejere laver overflødige moderniseringer for at fordoble huslejen, mener lejerorganisation og kræver politisk indgreb.

Offentliggjort Sidst opdateret