Danmarks bedste strand

Af Margit Olsen, Marta Gramstrup Rasmussen, Christina Oberschelp og Jesper Bøgh

Juni blev måneden, hvor der blev sat punktum i forårets meget omtalte vanrøgtssag – Brønderslev-sagen. Dommen i sagen faldt 21. juni, hvor den tiltalte mor, Tina Eva Jensen, der er fra Nakskov, fik fire års fængsel, mens faderen Harry Antoft Larsen, der er fra Køge, blev idømt forvaring på ubestemt tid. Dermed fik anklageren også stort set sin vilje. Han havde dog argumenteret for seks år til den 37-årige kvinde. Forældreparret valgte begge at anke deres dom til Landsretten med krav om frifindelse.

Brønderslev-sagen medførte, udover forargelsen over hvordan forældreparret har kunnet få sig selv til at mishandle deres børn i det omfang det er sket, også en del debat om kommunernes ansvar ï sagen.I forbindelse med Rettens afgørelse om skyldsspørgsmålet i sagen i starten af juni frikendte Lolland Kommune sig selv i sagen.

Kommunen vedkendte dog sig sin del af ansvaret, men kommunen fastholdt samtidig at den ikke vidste noget om de uhyrlige forhold i familien som kom frem under retssagen. Og det til trods for, at Ankelstyrelsen i maj stadfæstede en afgørelse i De Social Nævn om, at det først og fremmest var Lolland Kommune, der svigtede i sagen. På Facebook blev folketidende.dk’s fanside bombarderet med kommentarer, der gav udtryk for harme og vrede over Lolland Kommunes ansvarsfrasigelse i sagen.

Efterdønningerne i den såkaldte Nordea-sag fortsatte ind i juni. Nordea-sagen begyndte, da TV2 3. april bragte et indslag om bankens udviklingshæmmede kunder fremover skulle betjene sig selv i automaten når de ville hæve penge, fordi det tog for lang tid at betjene dem ved kassen.
I indslaget udtalte en teamleder i kommunen sig kritisk om bankens holdning. Men det fik både borgmester John Brædder og kommunens administrerende direktør Ib Østergaard Rasmussen til at kritisere medarbejderen.

Og senere blev hendes chef truet med en mistillidserklæring – som dog blev trukket tilbage igen efter pres fra en række byrådspolitikere. Midt i juni blev der sat et punktum i sagen, hvor økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune behandlede en redegørelse om sagen fra direktionen. Direktionen påtog sig det fulde ansvar for den uheldige håndtering af sagen og sagen fik ikke yderligere konsekvenser for nogen. Af en udtalelse, som borgmester John Brædder på vegne af økonomiudvalget kom med i samme forbindelse, fremgik det, at økonomiudvalget havde opfattelsen af, at mange parter har taget ved lære af sagen, og at man nu ville arbejde for et konstruktivt samarbejde mellem byrådet, direktionen og kommunens øvrige personale.

2011-udgaven af Nykøbing F. Revyen havde præmiere i midten af juni. Og den fik hårde ord med på vejen af Folketidendes revy-anmelder Karl Erik Watz. Han kaldte revyen for en skuffelse og gave den således kun fire ud af seks mulige stjerner. Debutanten Vicki Berlin fik dog ros for en blændende parodi på klimaminister Lykke Friis.

Juni var også måneden, hvor Marielyst Strand blev kåret til intet mindre end Danmarks bedste strand 2011. Det var brugerne på Berlingskes rejsesite, rejseliv.dk, der i en afstemning havde kåret Marielyst til den bedste strand. Marielyst fik 19,2 procent af stemmerne i konkurrencen og vandt foran Dueodde og Fanø.

ÅRET DER GIK: I Juni blev Marielyst kåret til Danmarks bedste strand og både Brønderslevsagen og Nordea-sagen fyldte meget.

Offentliggjort Sidst opdateret