Delte meninger om vielser i folkekirken

En ny undersøgelse konkluderer, at hver fjerde præst mener, at den kirkelige vielse ikke længere skal foregå i de danske kirker. Det religiøse ved vielsen har mistet sin betydning for brudeparrene, som går mere op i kirkens udseende end Guds velsignelse.

Som undersøgelsen viser, er det dog langt fra det dominerende synspunkt blandt præsterne i Danmark. Og det gør sig også gældende for de præster folketidende.dk har talt med på Lolland og Falster.
- Folk bliver gift i kirken, fordi det skaber et godt grundlag for resten af deres liv. De får Guds velsignelse og siger ja til at gennemgå et ritual sammen. Og det betyder noget, fortæller sognepræst i Nykøbing Sogn Hans Thomsen Iversen.

Han understreger samtidig at den ydre ramme, som kirken danner, er mindst lige så vigtig.
- Rammerne betyder selvfølgelig også meget. Spørg enhver ung pige om hun ikke gerne vil gå op ad kirkegulvet i en smuk brudekjole, siger han.

Hans Thomsen Iversen er ikke den eneste blandt præsterne på Lolland og Falster, som mener, at vielsen hører til i folkekirken. Sognepræst i Væggerløse Sogn Jette Walther Birk peger blandt andet på, at mange af dem, der bliver gift på Rådhuset, efterfølgende vælger at blive velsignet af kirken.

Selvom tre ud af fire præster mener, at vielsen hører til i kirken, er der også præster på Lolland-Falster, som mener, at vielsen er en borgerlig institution, der har mere at gøre med praktiske forhold, som fælleseje og børn, end det religiøse. Og derfor ikke hører til i kirken.

Af: Bo Byung og Laura Bohl.

Foto: Landet Kirke.

Hver fjerde præst i Danmark mener, at vielsen skal ud af folkekirken. Undersøgelsen stemmer overens med holdningerne blandt præsterne på Lolland og Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret