Den første gang: Med 40 centimeter til loftet

En nabo har taget opstilling foran vores telt, mens andre ser til på afstand. Nysgerrigt lader de blikket glide mellem det lille iglotelt og den – efter omstændighederne – alt for store luftmadras, der ligger på græsset udenfor.

- Det der skal jeg bare se, griner fyren, der har vovet sig helt tæt på forestillingen.

Og indrømmet. Det er optimistisk at tro, at den luftmadras, som min teltpartner Nicola har medbragt, matcher det telt, jeg selv har investeret i. Ikke fordi den er omkring en halv meter i højden - mere fordi den også er betydeligt længere og bredere end selve teltet.

Jeg tager en dyb indånding. Endnu en gang på ganske få timer må jeg erkende, at jeg bare er virkelig urutineret, hvad gælder festivalens kunst.

Med en tilpas stor portion stædighed lader jeg alligevel forestillingen, som de efterhånden mange tilskuere har ventet på, gå i gang. Og måske fordi jeg som tilløb har forsøgt at overbevise dem om succesraten på projektet, formår vi at udvide teltet til et punkt, hvor det er ved at briste, og derved mase madrassen ind.

Overrasket – og måske en anelse skuffet - over, at det faktisk lykkedes, lusker naboen tilbage til sig selv. Selv sidder jeg med et opslået telt og en madras at sove på - mere klar på at udforske festivalen. Og at vi nu kun har 40 centimeter til loftet og i øvrigt ikke kan lukke teltet, er jo blot en detalje, når solen skinner.

Folketidende.dk skriver klummer fra årets Roskilde Festival. I morgen kan du læse om et af livets helt svære valg.