- Det er den bedste beslutning, jeg har taget

Folketidende.dk bliver læst af mange - også ude i den store verden, hvor mange borgere fra Lolland-Falster har bosat sig.

Hvad enten det er for en stund eller for altid, så følger de stadig med i de lokale begivenheder via www.folketidende.dk, der kan læses når som helst, hvor som helst og af hvem som helst. Blot man er i nærheden af en computer med internetforbindelse...

Men hvem er læserne derude i den store verden - og hvordan er de endt, hvor de er? Mød en af dem, Maiken Blok, her:
 


”Jeg er nu 21 år og flyttede til Berlin i august 2008. Jeg har taget en kontoruddannelse hos Parexel International, der er et medicinalforskningsfirma. Jeg er nu fastansat og har besluttet mig for at blive hernede. Det er helt anderledes at arbejde her.

Eksempelvis har jeg en arbejdsuge på 40 timer, uden frokost. Det er ikke specielt meget hårdere, det er kun et spørgsmål om at vænne sig til det. Jeg regner med at studere tysk, engelsk, kulturforståelse og kommunikation på Humboldt-universitetet fra næste år. 

Jeg tog af sted, fordi jeg gerne ville forbedre mit tysk efter at have taget HHX international linie på CELF, daværende CEUS. At få elevplads hos en international virksomhed var perfekt i forhold til at forbedre mine sprogkundskaber. Egentlig ville jeg kun være afsted et år, men blev SÅ glad for at være her, at jeg tog et år mere, hvilket nu er endt med at jeg bliver her.

Jeg er født og opvokset på Lolland-Falster, har altid boet der indtil jeg udvandrede. Jeg har alle former for minder hjemmefra. De minder, der står klarest, er alle de oplevelser, jeg har delt med min familie. Blandt andet at bygge en snemandsfamilie med alle mine søskende og utallige ferier i hele Danmark.

Mit syn på Lolland-Falster har ændret sig en smule. Livet i en storby som Berlin, er noget helt andet end livet hjemme på landet, hvor der er marker så langt øjet rækker og køer på den anden side af vejen.

Beslutningen om at tage afsted, har været den bedste, jeg har taget. Det har givet mig et helt andet syn på livet og rigtig mange spændende oplevelser. Man siger at ”New York never sleeps”, det gør Berlin bestemt heller ikke! Her sker altid noget, der er noget for enhver smag.

Det er altid dejligt at komme hjem til Danmark. I mellemtiden er mit hjem dog i Berlin. Jeg kommer hurtigt til at savne Berlin, når jeg er i Danmark. Men jeg nyder altid at være hjemme og se familie og venner.”

LOKALE HISTORIER FRA HELE VERDEN: Maiken Blok, tidligere Sløsse, bor nu i Berlin. Hun er glad for, at hun besluttede sig for at rejse ud.

Offentliggjort Sidst opdateret