Det vrimler med hackere på Facebook

Omkring hver anden dansker har en Facebook-profil, og der er 250 mio. brugere i hele verden. Det gør Facebook til slaraffenland for hackere, der forsøger at tjene penge ved at overtage din profil og sprede virus.

Ifølge en undersøgelse, udført bl.a. af TDC, er mere end 100.000 danskeres computere inficeret med en "usynlig" virus. Det skriver Urban.
- Det, de typisk gør, er at hacke sig ind på din Facebook-konto. Så sender de måske et link til alle dine venner med sjove billeder fra en fest. Når de så følger linket, kommer de ind på en falsk hjemmeside, hvor de bliver inficeret med en virus. Uden at kunne se det, siger Michael Dahl, direktør for F-Secure, der bl.a. udvikler antivirus-programmer til Urban.

Det er ikke den gamle, velkendte virus, hvor Pac-Man løber hen over skærmen og computeren går ned. Når du er blevet inficeret, har hackeren fuld kontrol over din computer. Og hackerne vil faktisk helst ikke have, at virussen bliver opdaget. De bruger nemlig din computer til at sende spam-mail eller lave angreb mod bestemte hjemmesider. Vel at mærke uden at du kan se det.

Hackerne bruger også andre metoder. På Facebook er der f.eks. en masse små spil og tests, kaldet applikationer. Dem bruger hackerne til at gemme virusprogrammer i:
- Applikationerne kan indeholde en "trojansk hest", som lægger sig på din computer og f.eks. kan se og gemme alt det, du skriver på tastaturet. Når du så skriver din kode til netbank, så har hackeren den også, fortæller Shehzad Ahmad, leder af DK-CERT, der overvåger it-sikkerheden i Danmark.

Hackerne er ifølge Michael Dahl ikke bare computernørder, der har det sjovt på andres bekostning. Det er organiserede bander af professionelle hackere, der tjener mange penge på deres aktiviteter.
- Bagmændene skaber et såkaldt BOT-net, hvor de kan have kontrol med utallige inficerede computere. De kan så få alle computerne til at gå ind på en hjemmeside på samme tid, så hjemmesiden går ned. Den form for angreb er ofte bestilt og koster mellem 50.000 og 500.000 kroner. Det er stor business, siger han.

Danske Spils hjemmeside blev offer for sådan et angreb i august i år, hvor ti millioner forsøgte at logge ind samtidig. Hjemmesiden var nede i et døgn.
/ritzau/

Ifølge en undersøgelse, udført bl.a. af TDC, er mere end 100.000 danskeres computere inficeret med en "usynlig" virus.

Offentliggjort Sidst opdateret