Dine gen-variationer gør dig fed

Hver tredje dansker vejer for meget, og 100.000 er så svært overvægtige, at deres helbred er truet. Tallet er stigende, især blandt unge mennesker.

Men står det til en dansk forskergruppe, vil det i fremtiden blive muligt at anbefale, hvad personer med tendens til fedme bør spise for at holde vægten nede afhængigt af den enkeltes genetiske profil. Det skriver Politiken torsdag.

Et netop søsat forskningsprojekt skal nemlig undersøge, hvordan det kan være, at nogle bliver overvægtige at spise specifikke fødevarer, som ikke sætter spor på kroppen hos andre, som indtager dem.

Hemmeligheden kan være, at forskellige varianter og kombinationer af menneskekroppens omkring 25.000 gener reagerer forskelligt på de samme fødevarer. Så et æble i princippet kan være optimalt for den ene til at holde vægten nede, mens en pære vil være det for en anden. Projektet skal analysere data fra undersøgelser af store befolkningsgrupper med information om kost, gener og fedme.

Projektet løber over fem år og har netop fået 23 millioner kroner i statsstøtte fra Det Strategiske Forskningsråd. Ideen er, at det skal resultere i viden, der gør det muligt at lave nye kostråd baseret på forskellen i genetikken i befolkningen.
- Man kan forestille sig, at vi opstiller råd, der gavner en hel gruppe af mennesker med genetiske variationer, der gør dem udsat for fedme ved at indtage visse fødevarer. Vi kan så give generelle og enkle anbefalinger til hele befolkningen, der gavner denne særlige gruppe, uden at det påvirker resten af befolkningen negativt, siger Thorkild I.A. Sørensen til Politiken.

Han er fedmeforsker og professor i klinisk epidemiologi ved Institut for Sygdomsforebyggelse på Københavns Universitet. I kampen mod fedme er en ultimativ vision at kortlægge generne og deres samspil med kosten så nøje, at man i princippet kunne udstyre hver borger med et kort over vedkommendes gener.

I supermarkedet kunne en kortlæser så afgøre, hvilke varer personen burde købe.
- Det er en futuristisk ide, og så langt er vi slet ikke endnu. Foreløbig er ideen at se på grupper af mennesker og deres geners samspil med kosten og på den måde sikre, at folk med tendens til fedme kan undgå det, siger Thorkild I.A. Sørensen til Politiken.
/ritzau/

Hver tredje dansker vejer for meget, og 100.000 er så svært overvægtige, at deres helbred er truet.

Offentliggjort Sidst opdateret