Dum, klichéfyldt romantisk komedie

Af Kim Nielsen, Radio Sydhavsøernes filmanmelder

Der kommer jævnligt romantiske komedier i biografen, og en del af dem bygger handlingen på en ramme, hvor de to hovedpersoner kun skal have sex – ikke blive forelsket, og selvfølgelig bliver de det alligevel. Eksempelvis har filmen ”Venskab med fryns”, der fik premiere i april, stort set samme handling som dén der nu er i biografen. Spørgsmålet er så, om filmen ”Bollevenner” gør det bedre end sine søsterfilm – svaret vender jeg tilbage til.

I ”Bollevenner” spiller Justin Timberlake en art-director, der bliver headhuntet til et lukrativt job i New York. Headhunteren er en smuk ung pige, der ligesom ham er single. De har begge to været igennem så mange forliste forhold, at de aftaler at droppe den overvurderede kærlighed og fokusere udelukkende på at have det sjovt og nyde livet. Men så er det, at de to indleder et super sexet, vokseneksperiment: Kan de to venner – der begge er selvstændige singles – tilføje ‘hyggesex’ til deres i øvrigt gode og platoniske venskab og så undgå alle de faldgruber, der uvilkårligt opstår, når man bliver forelsket?

Det siger sig selv, at det må ende med, at de med deres sexede eksperiment, ender med at blotte sig langt mere – og i flere henseender - end planlagt.

I grove træk, er det bare endnu en dum, klichéfyldt romantisk komedie – men i løbet af filmen dukker der alligevel en masse hyggelige, rare og vidunderlige øjeblikke. Jeg må tilskrive de to hovedrolleindehavere Justin Timberlake og Mila Kunis en del af æren – deres sammenspil gnistrer uimodståeligt.

Det er egentlig ikke fordi at scenerne er specielt sjove, eller at dialogen er særlig intelligent. Men den har alligevel noget særligt – for eksempel en ironisk distance, når de to i indledningen sidder og kritiserer den romantiske komedie-genre , mens de ser filmen ”Sleepless In Seattle”.

”Bollevenner” er en aldeles udmærket film i genren – for jeg går selvfølgelig ud fra, at dem der går i biografen netop venter at se en romantisk komedie. Den ligger også i den gode halvdel, med sit raske fortælletempo og personernes udstråling. Men den har ikke mere at byde på, end f.eks. ”Venner med Fryns” – så hvad kan man sige, andet end: Du får hvad du forventer - men dét er den også ret god til.

(karakter 4 ud af 6)