Dyrskue overrasker elever

Egentlig havde de troet, at de skulle kede sig. For eleverne i 6.A på Nørre-Alslev Skole repræsenterer en dyrskue ikke lige det, de går mest op i.

Sammen med deres lærer Inger Mølberg skal de nemlig med bus op til Roskilde Dyrskue. Flere af eleverne fortæller allerede inden turens start, at de forbinder dyrskue med ulækre forhold.
 
- Det kan være herreklamt, men jeg glæder mig alligevel, fortæller Amanda Klausen, hvis sidekammerat er meget enig.
 
- Jeg glæder mig ikke til lugten, det er klamt. Dyrskue er noget for landmænd og ikke børn, siger Dorte Vamberg.
 
Da eleverne endelig ankommer til Roskilde Dyrskue er det første, de skal lave, at besøge teltet Selandia. Her skal kok og vejleder fra Slagelse, Jan Nielsen sammen med et hold af ældre elever lære børnene at lave mad og producere fødevarer. Noget som de også kender fra hjemkundskab fra skolen.
 
- Adrrr, hvad er det jeg har i hånden, udbryder en pige fra 6. A, der skal skære kyllingestrimler.
 
En typisk reaktion, fortæller Jan Nielsen.
 
- De synes i starten, at det at røre ved maden er ulækkert, men det øjeblik, de ser, hvad det ender med og at det smager godt, bliver de glade, siger han.
 
Man skal skære i kødet i stedet for i fingrene. Det må en elev sande, da han kommer til at skære sig selv i den ene finger.
 
Børnene gør som kokken og hans elever siger. Ja chef, lyder svaret fra børnene.
 
- Som i tv-programmet ”Helvedes Køkken”, fortæller børnenes lærer Inger Mølberg grinende.
 
Resultatet er en færdiglavet ret bestående af kylling, ris og salat. Kok Jan Nielsen er tilfreds, for han giver den første færdige skoleelev hånden, efter at have smagt på maden.
 
Skoleelever fra 6. A på Nørre Alslev Skole, der til at starte med var lidt skeptiske overfor Roskilde Dyrskue har nu haft deres første oplevelse og er allerede tilfredse.
 
- Det var rimelig sjov, for derhjemme er det altid min far, der laver mad, men det var meget sjovere selv at skære, fortæller Daniel Poulsen.
 
Se flere billeder fra Roskilde Dyrskue - KLIK HER

BILLEDSERIE: Til at starte med var flere elever på 6.A på Nørre-Alslev Skole skeptiske overfor Roskilde Dyrskue, men det ændrede sig meget hurtigt.

Offentliggjort Sidst opdateret